Vestlige lande fordømmer Kinas ændringer i Hongkongs valglov
To forbipasserende ser her på tv-skærme i en butik i Hongkong, mens Den Nationale Folkekongres vedtager ændringer i Hongkongs valglov. Foto: Tyrone Siu/Reuters
Tyrone Siu/Reuters
Kina udfører "et uacceptabelt angreb på det lokale demokrati i Hongkong", mener blandt andre Jeppe Kofod.
En lang række store vestlige magter kritiserer kinesiske ændringer i Hongkongs valgsystem.
Ændringerne blev vedtaget i denne uge af Den Nationale Folkekongres i Kina med det formål, at Hongkong får en mere "patriotisk" regering.
Men i praksis bliver Hongkongs demokrati undergravet. Det mener Australien, USA, Canada, Storbritannien og EU, herunder Danmark.
- Valgreformer gennemtvunget af Beijing er et uacceptabelt angreb på det lokale demokrati i Hongkong og et brud på princippet om "ét land - to systemer", skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag på Twitter og henviser til en udtalelse fra EU-Rådet.
- Kina bør respektere Hongkongs basic law og leve op til sine internationale forpligtelser.
Det var under den såkaldte basic law, at Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.
Dengang blev det også etableret, at Hongkong har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer". Aftalen løber frem til 2047.
Men med de nye ændringer i valgsystemet får et kinavenligt udvalg blandt andet magt til at udpege flere af medlemmerne til det øverste råd i Hongkongs bystyre, kendt som LegCo (Legislative Council, red.).
Også blandt andet USA fordømmer Kinas tiltag.
- Disse handlinger frarøver hongkongerne en stemme i deres eget styre ved at begrænse den politiske deltagelse, mindske den demokratiske repræsentation og kvæle den politiske debat, udtaler udenrigsminister Antony Blinken i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.
De fleste højtprofilerede, prodemokratiske politikere og aktivister er allerede enten i fængsel eller i eksil, efter at myndighederne slog ned på store protester mod regeringen i 2019 og 2020.
Protesterne kulminerede med indførelsen af en omstridt national sikkerhedslov, som i høj grad har indskrænket borgernes frihed.
Den Nationale Folkekongres beskrives ofte som Kinas parlament, men fungerer i realiteten tit som et gummistempel for beslutninger truffet af den øverste ledelse.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned