Vestlige stormagter mødes om krisen i Syrien
Udenrigsministre fra USA, Frankrig og Storbritannien mødes mandag i Paris for at tale om krisen i Syrien.
Det oplyser en talsmand for det franske udenrigsministerium.
- Det er for at fortsætte den igangværende diskussion om Syrien, siger han.
USA's udenrigsminister, John Kerry, afsluttede fredag et møde med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, om en løsning på den syriske krise.
De enedes om at gøre et nyt forsøg på at indkalde til en fredskonference mellem repræsentanter for det syriske regime og den syriske opposition.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, sagde torsdag, at han er klar til at lade det internationale samfund kontrollere landets kemiske våbenlagre, og samtidig har Syrien søgt om at blive tilsluttet den internationale traktat mod kemiske våben.
Frankrig, der har været villig til at støtte USA i et militært angreb på Syrien som reaktion på et angreb med kemiske våben mod en oprørskontrolleret forstad til Damaskus, har ikke stor tiltro til den syriske præsident.
Den franske regering betoner, at Syrien med sine manøvrer i forhold til kemiske våben ikke skal få lov til at bruge det som forhalingstaktik over for det internationale samfund.
Præsident François Hollande mødtes fredag i Paris med udenrigsministrene fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Jordan.
De enedes om at styrke den syriske opposition i kampen mod Assads regime for at tvinge regeringen i Damaskus til en politisk løsning på den to et halvt år lange borgerkrig.
Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), talte torsdag aften med lederen for den syriske opposition, Ahmed al-Jarba. Her lovede udenrigsministeren både politisk støtte og bistand til oppositionen.
- Jarba og jeg var enige om vigtigheden af en stærk international reaktion for at afværge, at Assad igen anvender kemiske våben mod civilbefolkningen, siger Søvndal.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde