Vicepræsidentkandidat hævder valgfusk i Kenya
Raila Odingas vicepræsidentkandidat siger, at præsidentvalget i Kenya er præget af valgfusk.
Han hævder også, at optællingen af stemmer mangler integritet og derfor bør stoppes.
- Vi har beviser for, at de resultater, vi har modtaget, er blevet sminket, siger Kalonzo Musyoka.
- I nogle tilfælde overstiger de afgivne stemmer det faktiske antal registrerede vælgere, konstaterer han.
Vicepræsidentkandidaten opfordrer befolkningen til at forholde sig i ro og understreger, at hans beskyldninger "ikke skal opfattes som en opfordring til massedemonstrationer".
Optællingen af stemmer efter mandagens valg er endnu ikke tilendebragt.
Foreløbig har den nuværende vicepremierminister, Uhuru Kenyatta, indtaget føringen med 53 procent af stemmerne, mens Odinga tegner sig for 41 procent.
Raila Odinga fastholder, at han blev snydt for sejren ved sidste valg i 2007, hvor et omstridt resultat udløste blodige etniske optøjer, og flere end 1100 mennesker blev dræbt.
- På grund af disse bekymringer har vi som koalition indtaget den holdning, at stemmeoptællingen mangler integritet og derfor må stoppes, siger Kalonzo Musyoka.
I et forsøg på at undgå optøjer besluttede regeringen at tage den nyeste teknologi i brug i forbindelse med afviklingen af valget.
Alle vælgere blev registreret elektronisk, så man kunne undgå dobbeltregistrering, og samtidig blev resultaterne fra alle valgsteder overført elektronisk til den centrale valgkommission.
Men det nye system har altså ikke kunnet forhindre beskyldninger om fusk, og derfor er bekymringen for nye voldelige optøjer stor.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker