Video viser amerikansk politi skyde sort mand i nakken
Aktivister har siden Patrick Lyoyas død demonstreret mod politivold og det amerikanske retssystem i Grand Rapids. Billedet er fra en demonstration tirsdag. Foto: Cory Morse/Ritzau Scanpix
En 26-årig sort amerikansk mand blev nedlagt og skudt af politiet efter uoverensstemmelse om hans nummerplade.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Igen raser debatten om politivold mod sorte i USA, efter at endnu en video af politibetjente, der dræber en sort amerikaner, er kommet frem.
Sent onsdag aften dansk tid frigav politiet i byen Grand Rapids en video fra det såkaldte "bodycam" fra en af dets betjente.
Ifølge mediet CNN blev den 26-årige sorte amerikaner Patrick Lyoya vinket ind til siden af betjente på grund af problemer med hans nummerplade.
Betjenten med kameraet på brystet og Lyoya kom op at toppes, men efter et kortlevet flugtforsøg og en omgang tumult fik betjenten lagt Lyoya ned på maven.
I løbet af tumulten er betjentens bodycam blevet slået fra.
Annonce
Ifølge Grand Rapids' politichef, Eric Winstrom, kan man kun slukke sit kamera ved at holde slukknappen nede i tre sekunder. Han mener, at presset fra Lyoyas krop har deaktiveret kameraet, siger han til CNN.
En nabos overvågningskameraer formåede at fange resten af hændelsen på video, skriver CNN.
Her kan man høre på betjentens udveksling med Lyoya, at de to slås om betjentens strømpistol.
- Slip den strømpistol, høres betjenten råbe, inden han kort efter siger "smid den strømpistol".
En video fra en mobiltelefon viser få sekunder senere Lyoya, der bliver skudt i baghovedet af politibetjenten.
Ifølge den amerikanske borgerrettighedsbevægelse NAACP, som blev stiftet i starten af det 20. århundrede, er der tale om endnu en hændelse i et kendt mønster.
- Endnu en sort mand er død i politiets varetægt, og betjenten i videoen må holdes ansvarlig, skriver den i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I dagene efter drabet den 4. april har demonstranter været på gaden i Grand Rapids for at protestere mod politivold og det amerikanske retssystem, som de mener, holder hånden over betjente, som dræber sorte amerikanere.
Anklagemyndigheden i Kent County, hvor Grand Rapids ligger, er nu ved at finde ud af, om der skal rejses tiltale mod den hjemsendte betjent.
Politiet har frigivet en række videoer, der viser en betjent skyde den 26-årige sorte amerikaner Patrick Lyoya. Foto: Cody Scanlan/Usa Today Network/Reuters
Politivold mod sorte har i mange år været et enormt følsomt emne i USA.
Annonce
I 2021 blev politibetjenten Derek Chauvin fundet skyldig i at have dræbt den sorte amerikaner George Floyd ved at knæle på hans hals længe nok til at tage livet af Floyd.
Tidligere samme år blev 20-årige Daunte Wright skudt af amerikansk politi, efter at han var blevet vinket ind til siden i delstaten Minnesota. Betjenten, der skød ham, forklarede sig med, at hun ved en fejl var kommet til at gribe til sin pistol i stedet for sin strømpistol.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb