Vidner: FN-inspektører er ankommet til Libanon
FN's våbeninspektører har forladt Syrien og er ankommet til nabolandet Libanon efter at have færdiggjort deres undersøgelser. Det rapporterer de internationale nyhedsbureauer.
Ifølge øjenvidner er våbeninspektørerne lørdag morgen ankommet til Beiruts internationale lufthavn. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Holdet af FN-eksperter forlod tidligere på morgenen deres hotel i den syriske hovedstad, Damaskus, og deres bilkonvoj satte derefter kurs mod den libanesiske grænse ifølge øjenvidner.
De 13 FN-eksperter, der ledes af svenskeren Åke Sellström, har været i Damaskus for at undersøge, om der er brugt kemiske våben i den syriske borgerkrig.
Ifølge USA foretog præsident Bashar al-Assads styrker et kemisk angreb i sidste uge, der har kostet et stort antal civile livet.
En række andre vestlige regeringer, blandt dem den danske, har slået fast, at angrebet med garanti har fundet sted, og at Assad-styret står bag. Det har Assads regering afvist. Han har i stedet givet oprørerne skylden.
Der kan gå omkring to uger, før resultatet af våbeninspektørernes analyse af brugen af kemiske våben i Syrien ligger parat. Det har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagt til de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.
1429 mennesker blev ifølge USA dræbt ved giftgasangrebet. 426 var børn.
Nogle timer før meldingerne om, at inspektørerne var ved at forlade Syrien, kom det frem, at USA nu har seks krigsskibe placeret i den østlige del af Middelhavet. Fem af dem er angiveligt udstyret med krydsermissiler.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde fredag på et pressemøde i Det Hvide Hus, at USA "overvejer et smalt og begrænset angreb på Syrien".
Obama kaldte anvendelsen af kemiske våben i Syrien for en trussel mod USA's nationale interesser. Samtidig understregede han, at han endnu ikke har besluttet sig for, om USA vil indlede en militæraktion mod Syrien eller ej.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde