Vietnam registrerer landets første tilfælde af mikrokefali
Sygdommen mikrokefali medfører, at et barns hoved bliver unormalt lille, og dets hjerne ikke udvikles optimalt. Her ses en baby med sygdommen. Foto: AP/Felipe Dana
AP/Felipe Dana
Mikrokefali er relateret til det frygtede zikavirus, der ifølge WHO spredes hurtigt i Asien.
Det folkerige sydøstasiatiske land Vietnam har registreret sit første tilfælde af den frygtede sygdom mikrokefali.
Sygdommen medfører, at et barns hoved bliver unormalt lille, og dets hjerne ikke udvikles optimalt.
Efter alt at dømme er tilfældet opstået som følge af det myggebårne zikavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vietnams sundhedsministerium oplyser, at det er en fire måneder gammel baby, der har fået konstateret mikrokefali.
Babyens mor blev smittet med zikavirus, da hun var gravid med barnet, oplyser ministeriet søndag.
Barnet og moren stammer fra den centralt beliggende provins Dak Lak.
Vietnam har indtil videre registreret ni tilfælde af zikaramte i landet.
Tidligere på måneden advarede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mod, at zikavirus efter alt at dømme er ved at blive spredt i Asien.
I den forbindelse oplyste WHO, at der er meldt om hundredvis af tilfælde i Singapore.
I Thailand er to nyfødte blevet ramt af mikrokefali.
- Det myggebårne virus er blevet fundet i 70 af verdens lande - deraf 19 lande i Asiens region ved Stillehavet, sagde WHO's direktør for sundhedssikkerhed, Li Ailan.
En WHO-rapport siger, at "det er yderst sandsynligt, at virusset spredes yderligere i regionen, som omfatter Kina, Japan, Australien samt de fleste lande og øer i det sydøstlige Asien."
Rapporten blev offentliggjort ved WHO's årlige regionale møde i Manila.
Der har været registreret over 400 tilfælde af zikavirus i Singapore.
I Vietnam, Filippinerne og Malaysia har der været rapporteret om mindre end 20 tilfælde i hvert af landene.
Der er videnskabelig enighed om, at zikavirus hos gravide kan forårsage mikrokefali og andre misdannelser hos fostre og nyfødte.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde