Vild bølge slår skibsvindue ind: En passager dræbt
En passager er død og en anden alvorligt kvæstet efter et krydstogtskib blev ramt af en abnorm bølge i Den Engelske Kanal fredag.
Det britiske krydstogtskib Marco Polo blev ramt af en bølge med så stor kraft, at et vindue blev smadret. Store mængder vand fossede ind, og adskillige passagerer er kommet til skade, skriver Sky News.
Skibet med 735 hovedsageligt britiske passagerer om bord havde kurs mod hjemhavnen Tilbury i England, da uheldet indtraf.
En 85-årig mand blev sammen med en ældre kvindelig passager så alvorligt kvæstet, at de blev fløjet til behandling på land. Den mandlige passager døde senere.
De øvrige tilskadekomne bliver behandlet om bord.
Fartøjet, der satte kurs mod Sydamerika og De Vestindiske Øer 5. januar og senest lagde til i Azorerne, skulle efter planen anløbe Tilbury tidligt søndag morgen.
De britiske øer og farvande har de seneste dage været plaget af voldsomt uvejr med store oversvømmelser til følge.
Med vindstød på op til 50 meter per sekund er tusindvis efterladt uden strøm. Til sammenligning er grænsen for orkan 33 meter per sekund.
Torsdag stilnede stormen en smule af, men et lavtryk i Atlanterhavet kan piske vinden op igen de kommende dage.
Der er også udsigt til et betydeligt snefald i det nordlige Irland, i det sydlige Skotland og i det nordlige England i weekenden. Vejrtjenesterne advarer endvidere om masser af regn, og at vandstanden nogle steder kan nå det højeste niveau i 60 år.
Det voldsomme vejr har også været ødelæggende for infrastrukturen. Træer og løse genstande spærrer veje og togstrækninger mange steder.
Fredag ramte stormen Bretagne i Frankrig. Ifølge nyhedsbureauet AFP er cirka 100.000 husstande i regionen uden strøm.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde