Vilde hedebølger førte til varmeste juni målt i Nordamerika
En mand får sig en tår vand under hedebølgen i New York, USA.
Foto: Jeenah Moon/Reuters
Jeenah Moon/Reuters
Varmerekord i Nordamerika viser konsekvenserne af den globale opvarmning, påpeger klimaforsker.
Sidste måned var den varmeste juni nogensinde registreret i Nordamerika.
Det oplyser EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change Service (C3S) onsdag. Den peger på, at varmerekorden viser konsekvenserne af den globale opvarmning.
En dødelig hedebølge bevægede sig i juni over Nordamerika. Og det nordvestlige USA og Canada noterede flere varmerekorder.
I regionen var temperaturen 1,2 grader celsius højere end gennemsnittet for måneden målt over de foregående 30 år.
- Disse hedebølger sker ikke i et vakuum. De sker i et globalt klima, som bliver varmere, og som gør, at det er mere sandsynligt, at de forekommer, siger klimaforsker fra C3S Julien Nicolas.
På verdensplan er juni 2021 sammen med juni 2018 den fjerdevarmeste nogensinde.
Det er samtidig den næstvarmeste juni registreret i Europa.
Det står klart, at hedebølger forekommer oftere, er mere intense og varer længere, end de gjorde førhen, siger klimaforskeren.
- De hedebølger, vi så sidste måned i Nordamerika, det vestlige Rusland og det nordlige Sibirien, er bare de seneste eksempler på en udvikling, som forventes at fortsætte ind i fremtiden og er forbundet til vores varmere klima globalt, siger han.
Klimaforandringerne medfører ikke bare flere hedebølger, men også flere storme og oversvømmelser. Men hedebølger virker mindre dramatiske, da de ikke sætter samme tydelige spor i omgivelserne.
Derfor bliver risikoen ved flere hedebølger ikke taget alvorligt nok, mener professor Friederike Otto. Hun er klimaforsker ved Oxford University i Storbritannien og kalder hedebølger "stille dræbere".
- Folk falder sjældent døde om på gaden, men dør stille i deres dårligt isolerede hjem uden aircondition, siger hun til det britiske medie BBC.
De seneste seks år har været de seks varmeste, der nogensinde er målt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned