Vildt vejr: Tornadoer rammer New York City
Vejret er voldsomt omkring millionbyen New York for øjeblikket.
Tornadoer er normalt et fænomen, som drager hærgende gennem Midtvesten i USA, men lørdag materialiserede to af de roterende hvirvelskyer sig i den amerikanske metropol på østkysten.
Den første føg forbi et strandområde i bydelen Queens, der ligger øst for Manhattan - storbyens nok bedst kendte distrikt med sine skyskrabere og verdensberømte seværdigheder såsom Central Park og Times Square.
Lørdagens anden tornado - som varede nogle minutter - blæste rundt i den sydøstlige del af Brooklyn med vindstyrker på op til 175 kilometer i timen.
Her blev den observeret af forbløffede øjenvidner, som med mobilkameraer optog det sælsomme vejrfænomen, der sugede vand, sand og stenstumper højt op i luften.
Selvom de kraftige vinde hurtigt løjede af, nåede tornadoen at rive vægge ned, løfte tage af bygninger og filtre el-ledninger sammen, skriver New York Times. Der er ingen meldinger om kvæstede.
Det stormende vejr i New York har også sat en midlertidigt stopper for US Open, der finder sted i byen.
Det var ellers meningen, at Serena Williams og Victoria Azarenka skulle afgøre kvindernes finale lørdag. Kampen spilles nu søndag i stedet.
Mændenes finale er for femte år i træk rykket fra søndag til mandag - det blev besluttet omkring midnat dansk tid - da arrangørerne måtte afbryde semifinalen mellem den forsvarende mester Novak Djokovic og spanske David Ferrer på grund uvejret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned