Vindere og tabere evaluerer Riksdagsvalg

Søndagens spektakulære riksdagsvalg i Finland skal nu under lup.

Således mødes valgets vindere og tabere tirsdag for at diskutere årsagerne til det historiske valgresultat, samt hvilke konsekvenser det vil føre med sig videre frem.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Det forventes, at Samlingspartiet og SDP vil tale om deres syn på dannelsen af en regering. Som det ser ud nu, vil man forsøge at danne regering mellem disse to partier og det nationalistiske parti Sannfinländerna, der fik en overbevisende jordskredssejr ved valget.

Men det bliver efter sigende ingen let sag for de tre partier at nå til enighed i en eventuelt kommende regering, skriver NTB.

Trioen er nemlig meget uenige på nogle områder - især på spørgsmålet om støtte til eurolande, der er røget i økonomiske vanskeligheder.

Her er Sannfinländerna, som er gået til valg på stærk EU-modstand, meget imod, og allerede nu har de sagt, at de ikke vil bakke op om en økonomisk håndsrækning til Portugal.

Det hidtidige regerende Centerparti har også en hel del at snakke om. Partiet fik et yderst dårligt valg og gik kraftigt tilbage til kun 15,8 procent af stemmerne.

Partiet gik dermed fra at være det største parti til at være det fjerdestørste parti, og årsagerne til den tilbagegang skal nu findes.

/ritzau/NTB

Tirsdag mødes vindere og tabere ved søndagens riksdagsvalg i Finland for at diskutere det historiske resultat.

Offentliggjort Sidst opdateret