Den russiske premierminister, Vladimir Putin, langer ud efter USA, som han anklager for at opildne til protester mod resultatet af sidste søndags parlamentsvalg.
Samtidig advarer han demonstranterne om, at de vil blive retsforfulgt, hvis de bryder loven og myndighedernes anvisninger.
Flere end 1000 oppositionsmedlemmer er anholdt inden for de seneste dage under demonstrationer i Moskva og Sankt Petersborg.
I sin første kommentar til protesterne kritiserer Putin den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, for at have opildnet oppositionen til at gøre oprør.
- Hun kritiserede valget allerede inden, internationale observatører havde udtalt sig, siger han i et tv-interview med henvisning til, at Clinton har betegnet parlamentsvalget som "unfair og ufrit".
- Den amerikanske kritik af valget har ansporet personer her i landet. De har hørt signalet, og med støtte fra USA har de sat aktiviteter i gang, siger Putin.
Han understreger, at Rusland ikke ønsker folkelig uro og ustabilitet, som har præget nabolandene Ukraine og Kirgistan de seneste år.
- Folk i vort land ønsker ikke, at situationen i Rusland udvikler sig som i Ukraine og Kirgistan. Ingen ønsker kaos, tilføjer han.
Putin opfordrer til, at den russiske regering indleder en "dialog" med oppositionen. Men han siger ikke noget om, hvem i oppositionen Kreml-styret bør tale med, eller hvad de skal diskutere.
Putins regeringsparti, Forenet Rusland, bevarede lige akkurat sit flertal i Statsdumaen ved valget i søndags. Men partiet gik kraftigt tilbage i forhold til valget i 2007.
Kritikere siger, at flertallet kun blev bevaret på grund af omfattende valgsvindel.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned