Voldsom brand hærger på anden dag svensk forlystelsespark
Himlen var sort over Göteborg mandag som følge af branden i Liseberg. Foto: TT News Agency/Reuters
En person savnes i forbindelse med brand i Liseberg. Fare for sammenstyrtning besværliggør slukningsarbejdet.
Det brænder tirsdag morgen fortsat i forlystelsesparken Liseberg i den svenske by Göteborg.
Det skriver de svenske medier SVT og Aftonbladet.
Branden brød ud mandag i badelandet Oceana, som er under opførsel og efter planen skulle åbne til sommer.
Der er fare for, at konstruktionerne i Oceana styrter sammen, og det besværliggør slukningsarbejdet.
- Vi arbejder langsomt, for der er en stor sammenstyrtningsfare, så vi må være utroligt forsigtige, siger vagthavende i Göteborg-områdets redningstjeneste Lotta Molander til Aftonbladet.
Svensk politi oplyser tirsdag morgen til SVT, at en person, der mandag blev meldt savnet i forbindelse med branden, endnu ikke er fundet.
Der er tale om en person, der arbejdede på det store projekt.
På sin hjemmeside skriver Liseberg, at branden brød ud mandag morgen, og at bygningen, der rummer Oceana, er fuldstændigt ødelagt.
Branden opstod uden for selve bygningen, men bredte sig hurtigt til det indendørs badeland.
I alt blev 16 personer sendt på hospitalet som følge af branden mandag. De blev behandlet for mindre kvæstelser og er alle sendt hjem igen.
- Vi er meget kede af den frygtelige hændelse.
- Vores vigtigste opgave er nu at bistå politiet i eftersøgningen efter den savnede person og at støtte alle, der er berørt (af branden, red.), siger administrerende direktør for Liseberg Andreas Andersen i en udtalelse på forlystelsesparkens hjemmeside.
Den svenske redningstjeneste beskriver branden som en eksplosionsbrand. Brandvæsnet har hele natten forsøgt at få ilden under kontrol.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Det er også uvist, hvornår brandvæsnet forventer at have slukket den.
Det store badeland skal ifølge tidligere oplysninger fra Liseberg koste 1,2 milliarder svenske kroner at bygge. Det svarer til knap 800 millioner danske kroner.
Det er endnu ikke meddelt, om den planlagte åbning må udskydes.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker