Voldsom regn dræber mindst 65 mennesker i Rwanda på et døgn
Store mængder nedbør har kostet flere hundrede mennesker livet i Rwanda og Kenya de seneste uger. (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Redningsarbejdere leder fortsat efter mennesker, der ligger begravet i deres hjem eller under mudderskred.
Voldsomme regnmængder har i løbet af det seneste døgn kostet mindst 65 mennesker livet i Rwanda.
Det oplyser ministeriet for krisehåndtering torsdag.
Dødsfaldene har fundet sted forskellige steder i landet, efter at kraftig regn begyndte at falde onsdag aften.
Næsten 100 hjem og gårde er blevet ødelagt i løbet af natten, ligesom at flere broer er skyllet væk, oplyser ministeriet i en erklæring.
- Indtil midnat var der registreret 65 dødsfald som følge af oversvømmelser. Regnen har også gjort skade på infrastrukturen og ødelagt veje. 91 huse, fem broer og flere gårde er skyllet væk, skriver ministeriet.
Det regner fortsat torsdag, mens redningsarbejdere leder efter overlevende. Adskillige mennesker ligger begravet i deres hjem eller under mudderskred.
- Vi forventer, at dødstallet vil stige, fordi vi stadig søger efter savnede, siger Deogratius Nzamwita, borgmester i distriktet Gakeke, der er hårdt ramt af katastrofen, i den nordlige del af landet.
Der er i øjeblikket regntid i Rwanda. Siden april er flere end 100 mennesker i landet blevet dræbt af kraftigt regnvejr. Det viser tal fra ministeriet for krisehåndtering.
Voldsomme regnskyl har også forårsaget store ødelæggelser og kostet menneskeliv i andre dele af Østafrika.
I Kenya har mindst 194 mennesker mistet livet i oversvømmelser i løbet af de seneste tre uger, mens 100.000 mennesker er blevet tvunget fra deres hjem.
Så sent som torsdag druknede fire teenagedrenge, da en flod gik over sine bredder.
Ugandas præsident, Yoweri Museveni, oplyser på Twitter, at Victoria-søen er tæt på et rekordhøjt niveau.
- Indbyggere omkring Victoria-søen skal forlade deres hjem, før de bliver opslugt af vandet, skriver han.
Victoria er den største sø i Afrika og er under administration af Tanzania, Uganda og Kenya.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde