Voldsom regn truer vigtigt præsidentvalg i Mali
I Mali kan knap syv millioner borgere i løbet af søndag afgive deres stemme ved den afgørende runde af præsidentvalget i landet, der ventes at være på vej tilbage mod fred og stabilitet efter uro og et militærkup i fjor.
Imidlertid kan voldsom regn i området få konsekvenser for stemmedeltagelsen. De fleste stemmesteder åbnede klokken otte søndag morgen, men flere steder var der ikke et menneske, da nyhedsbureauet AFP kom forbi.
- Regnen forsøger at ødelægge vores dag. Jeg håber, at det stopper, ellers bliver de nødt til at forlænge stemmetiden, siger Oumar Toure, som var en blandt få vælgere, der var mødt op på en skole, hvor man kunne stemme.
Første runde af valget blev holdt for 14 dage siden, hvor kandidaterne Ibrahim Boubacar Keita og Soumaila Cisse fik henholdsvis 39,2 procent og 19,4 procent af stemmerne.
Men Keita kunne ikke kalde sig vinder, da det kræver over halvdelen af stemmerne for at vinde i første runde.
Valget, der forløb forholdsvist fredeligt, betragtes som et vigtigt skridt på vejen mod at genoprette fred og stabilitet i landet efter et militærkup i marts sidste år og et islamisk oprør, der fik Frankrig til at sende 4500 soldater til den tidligere koloni i januar.
Begge kandidater har erklæret sig sikre på sejren før søndagens afgørende afstemning.
Valget er det første i Mali siden 2007, og det er afgørende for at kunne modtage mere end fire milliarder dollar (22 milliarder kroner) i støtte fra internationale donorer, som har stoppet deres bidrag i kølvandet på sidste års militærkup.
Tiden op til valget har været præget af den muslimske højtid ramadan med øde gader. 90 procent af malierne er muslimer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned