Voldsom togkollision tæt på Moskva
Et russisk passagertog og et godstog er kollideret i nærheden af Ruslands hovedstad, Moskva, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass.
Det russiske indenrigsministerium siger ifølge Itar-Tass, at fem mennesker er omkommet i togulykken. 15 meldes kvæstede.
- Fem er døde, og 15 er kvæstede i togulykken, lyder det i en udtalelse fra ministeriet.
Angiveligt var der 394 passagerer om bord på toget. Billeder fra ulykkesstedet viser, at en af togvognene er fuldstændig ødelagt.
- En af vognene i passagertoget blev knust af vognene fra godstoget, siger redningskoordinator Vadim Andronov til Itar-Tass.
Mindst 300 personer er ifølge de russiske myndigheder involveret i redningsaktionen, og helikoptere har fløjet i pendulfart mellem ulykkesstedet og hospitalet.
Ulykken skete sydvest for Moskva. Ifølge Itar-Tass stødte togene sammen omkring klokken 12.30 lokal tid mellem stationerne Bekasovo og Naro-Fominsk omkring 55 kilometer fra Moskva.
Passagertoget var angiveligt på vej fra Moskva til Moldovas hovedstad, Chisinau, da ulykken indtraf.
Alle godstogets vogne samt tre vogne i passagertoget er angiveligt røget af skinnerne ved sammenstødet. Ifølge de lokale myndigheder blev godstoget afsporet først, og det kørte herefter ind i passagertoget og væltede tre af vognene.
Jernbanen, hvor ulykken skete, er en af Ruslands vigtigste og forbinder Moskva med den ukrainske hovedstad, Kijev.
Alt togdrift på jernbanen sydvest for Moskva er indstillet, mens redningsfolk arbejder på ulykkesstedet.
Årsagen til ulykken er endnu ukendt. Efterforskere er på stedet, og myndighederne har iværksat en undersøgelse af ulykken.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub