Voldsomme kampe hærger på ny Donetsk
Journalister på stedet fortæller om intense kampe ved oprørshøjborgen i det østlige Ukraine.
Urolighederne i det østlige Ukraine tager natten til søndag til i styrke.
Sådan lyder meldingen fra journalister fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig i Donetsk-området, som er kontrolleret af prorussiske separatister.
Journalisterne beretter om "intense kampe", der begyndte omkring midnat dansk tid, og som timer senere fortsat kunne høres.
Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede. Journalisterne har ikke kunnet undersøge de potentielle ødelæggelser, da oprørerne har indført et udgangsforbud om natten i Donetsk.
Der er angiveligt tale om de mest voldsomme kampe, siden en skrøbelig aftale om våbenhvile blev underskrevet i september.
Sent lørdag udtrykte Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) bekymring, efter at observatører fra organisationen havde set kolonner med kampvogne, kanoner og lastbiler ved blandt andet Donetsk.
Fredag oplyste regeringen i Kijev, at en stor kolonne med kampvogne og tunge våben var kørt ind i Østukraine fra Rusland. Det skulle være sket i et område, der er under separatisternes kontrol.
OSCE kunne lørdag ikke oplyse, hvor kolonnerne stammede fra.
Både fredag og lørdag var der voldsomme kampe ved lufthavnen i Donetsk. Lufthavnen er under regeringshærens kontrol, men der er næsten dagligt kampe i området.
Selvom der formelt har været en våbenhvile siden september i det østlige Ukraine, så har der været talrige kamphandlinger, selvom begge parter hævder, at de overholder aftalen.
EU og USA anklager Rusland for at være medskyldig i konflikten og har indført en række økonomiske sanktioner over for banker og personer med tætte kontakter til præsident Vladimir Putin.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned