Voldsomme oversvømmelser i Argentina dræber 13 personer
Regnen ramte fredag morgen, hvorefter der på otte timer faldt mere end 400 millimeter regn. Foto: Pablo Presti/Ritzau Scanpix
Byen Bahia Blanca er "ødelagt" siger minister. Gader er oversvømmet, og flere områder har mistet strømmen.
Den argentinske havneby Bahia Blanca er blevet "ødelagt", efter at byen er blevet ramt af voldsom regn, der har kostet 13 personer livet og fået hundredvis til at forlade deres hjem.
Det siger myndigheder i landet.
Fredag lå antallet af dræbte på ti, men det er lørdag lokal tid blevet opjusteret til 13.
Byens borgmesterkontor siger, at det er muligt, at dødstallet vil stige yderligere.
Bahia Blanca har omkring 350.000 indbyggere, og den ligger cirka 600 kilometer sydvestligt for Argentinas hovedstad, Buenos Aires.
I løbet af få timer blev området ramt af lige så meget regn, som det normalt får på et år, lyder det.
Flere hospitalsstuer i byen står under vand, og byens nabolag ligner nu øer, der er blevet adskilt af oversvømmede gader.
Flere dele af byen er desuden ramt af strømafbrydelser.
Ifølge minister for national sikkerhed Patricia Bullrich er Bahia Blanca "ødelagt".
To piger, som meldes at være omkring fire og et år gamle, er desuden blevet meldt savnet.
Ifølge Bullrich kan de "være blevet trukket væk af vandet".
Mindst fire af de 13 døde mistede livet under oversvømmelser af veje - muligvis fordi de blev fanget i deres biler, lyder det.
Regnen ramte fredag morgen, hvorefter der på otte timer faldt mere end 400 millimeter regn.
- Praktisk talt det, som Bahia Blanca får på et helt år, siger Javier Alonso, som er sikkerhedsminister i provinsen.
- Det her er uden fortilfælde.
Patricia Bullrich og forsvarsminister Luis Petri skulle lørdag besøge et område af byen. Her var indbyggere dog utilfredse med, at ministrene ikke var kommet allerede fredag.
Nogle lokale forsøgte her at trække Bullrich over mod et oversvømmet område, mens de blandt andet råbte "bliv våd".
Politi og embedsmænd eskorterede hende så væk.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned