Voldsomme regnskyl koster ti mennesker livet i Brasilien
På blot fire timer faldt omkring 152 millimeter regn i Brasiliens næststørste by, Rio de Janeiro.
Mindst ti personer er omkommet under et voldsomt regnvejr i Rio de Janeiro i Brasilien. Det oplyser myndighederne i byen sent tirsdag aften dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP.
Borgmesteren i Rio de Janeiro, Marcelo Crivella, oplyser, at byen er i "krisetilstand". Det er det højeste af tre niveauer af alarmberedskab.
Blandt de dræbte er to voksne og et barn, der blev fanget i en bil under et stort mudderskred.
Det voldsomme uvejr startede mandag, hvor der på blot fire timer faldt omkring 152 millimeter regn. Det er mere end det, der gennemsnitligt falder i området i april.
Et særligt hårdt ramt område i storbyen er kvarteret omkring byens botaniske have, hvor der faldt helt op til 213 millimeter regn på 24 timer.
Bystyret er blevet kritiseret for manglende advarsler i flere af byens slumkvarterer, de såkaldte favelaer.
Blandt andet i bydelen Babilonia lød advarselsvarslerne slet ikke. Her har to kvinder mistet livet i et mudderskred.
Favelaerne, der befinder sig på byens mange bjergskråninger, er meget udsatte i vejrsituationer med megen nedbør.
Ifølge bystyret har mere end 100 områder i hovedstaden en "øget geologisk risiko".
Marcelo Crivella har allerede overfor flere lokale medier anerkendt, at myndighedernes beredskab har været mangelfuldt. Samtidig har borgmesteren kritiseret manglen på finansiering fra Brasiliens regering.
Det er bare to måneder siden, at et voldsomt skybrud kostede seks mennesker livet i Rio de Janeiro.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker