Volkswagen bekræfter ansættelse af tidligere BMW-chef
Den tidligere BMW-chef Hinrich Woebcken skal stå i spidsen for Volkswagen i Nordamerika, bekræfter VW.
Volkswagen har ansat den tidligere mangeårige BMW-chef Hinrich Woebcken til at stå i spidsen for den nordamerikanske forretning samt afdelingerne i Mexico og Canada. Det bekræfter Volkswagen ifølge Reuters.
Michael Horn vil forblive præsident og administrerende direktør for Volkswagen-koncernen i Amerika, oplyser Volkswagen i en erklæring.
Tidligere tirsdag fortalte unavngivne kilder til tyske Manager Magazin, at den 55-årige Woebcken sandsynligvis overtager stillingen i april og bliver medlem af Volkswagens bestyrelse. Dette er ikke officielt bekræftet.
Samme kilder beretter, at Volkswagen har hentet netop Hinrich Woebcken, fordi bilproducenten står over for en voksende kritik af sin håndtering af dieselskandalen i USA.
I september sidste år hentede Volkswagen veteranen Winfried Vahland, tidligere chef for det tjekkiske bilmærke Skoda, ind som ny leder af afdelingen i Nordamerika. Men Vahland sagde op tre uger efter.
Anonyme kilder har ifølge Reuters tidligere fortalt, at hans opsigelse skyldtes, at hans nye stilling ikke tillod ham at være medlem af koncernens direktion.
Sagen om snydesoftware i dieselbiler fra Volkswagen er blevet kaldt den største skandale nogensinde inden for bilbranchen. 11 millioner VW-biler anslås at være udstyret med en software, der skal skjule bilernes reelle udledning af de såkaldte NOx-gasser.
Sagen begyndte at rulle 18. september sidste år, da den britiske avis The Guardian rapporterede, at den amerikanske myndighed med ansvar for miljøbeskyttelse havde anklaget Volkswagen for at have installeret softwaren.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet