Volkswagen freder ansatte som bidrager til undersøgelse
Volkswagen freder ansatte som bidrager til undersøgelse Foto: POLFOTO/AP
POLFOTO/AP
30. november er fristen for ansatte i VW med viden om dieselskandalen til at fortælle, hvad de ved.
Den tyske bilfabrikant Volkswagen (VW) har givet de af dens ansatte, der har viden om dieselskandalen, en deadline.
Inden 30. november skal de fortælle de interne efterforskere, hvad de ved om den skandale, der brød ud i slutningen af september. Gør de det, slipper de for truslen om at blive afskediget og risikerer ikke at blive pålagt et erstatningskrav.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.
VW har oprettet det såkaldte whistleblowerprogram for at tilskynde medarbejdere til at lægge information på bordet, så tempoet i undersøgelserne af sagen kan skrues op.
Europas største bilproducent har ikke gjort de store fremskridt i forhold til at afklare, hvem der kendte til, at millioner af dieselbiler var udstyret med software, som skjuler, hvor meget bilerne forurener.
VW-ledelsen har torsdag sendt fristen ud til medarbejderne via en e-mail, som Reuters har fået adgang til.
- Vi regner med jeres samarbejde og viden for at komme til bunds i sagen om diesel og CO2, skriver VW's chef for branding, Herbert Diess, i e-mailen.
- I denne proces tæller hver eneste dag, lyder det.
Ifølge Reuters oplysninger skulle whistleblower-programmet have fortsat året ud, men nu har VW på grund af positiv feedback altså valgt en mere ambitiøs tidsfrist.
VW har hyret konsulentfirmaet Deloitte og det amerikanske advokatfirma Jones Day til at undersøge omstændighederne omkring installationen af snydesoftwaren i omkring 11 millioner biler.
Over otte millioner af bilerne findes i EU.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker