Von der Leyen: EU-lande ville kun sende seks kvindelige kandidater

Under en fjerdedel af ny EU-Kommission ville være kvinder, hvis ikke der var blevet lagt pres på EU-lande.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landene var på vej til blot at indstille seks kvinder til de 27 poster i EU-Kommissionen.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde i Bruxelles onsdag.

Dermed kunne den nye EU-Kommission have haft under en fjerdedel kvinder og hele 21 mænd, hvis ikke der var blevet lagt pres på EU-landene for at stille med flere kvinder, siger hun.

Von der Leyen har gjort det til et selvstændigt succeskriterium at få en bedre kønsbalance i den næste EU-Kommission.

- Det er svært, men det har ikke ændret min beslutsomhed, siger von der Leyen.

Hun mener, at det var "nødvendigt", at der blev lagt pres på EU-landene for at stille med flere kvinder.

Det har hun gjort gennem dialog med landenes stats- og regeringschefer og ved at sende et brev med opfordring til, at landene stiller med både en mandlig og en kvindelig kandidat til posterne.

På den baggrund er kandidattallet foreløbigt endt på 10 kvinder og 18 mænd.

Dermed er der nu 28 kandidater til de 27 pladser. Den ekstra kandidat skyldes, at Bulgarien som det eneste land fulgte opfordringen fra von der Leyen til at stille med både en mand og en kvinde.

Von der Leyen understreger dog, at kompetence fortsat er det absolut vigtigste kriterium, når hun i disse dage sammensætter sin anden EU-Kommission.

- Kompetence er det første og vigtigste kriterie. Det betyder politisk erfaring på højt niveau. Helst som statsminister eller minister, siger von der Leyen.

Den danske regering har udpeget Dan Jørgensen (S) som Danmarks kandidat til en post i EU-Kommissionen.

Han har i flere omgange været minister for Socialdemokratiet med ansvar for blandt andet klima, energi og udviklingspolitik.

Danmark har dog ligesom langt hovedparten af EU-landene valgt at se stort på von der Leyens opfordring til at stille med kandidater af begge køn. Der er nemlig ikke noget traktatkrav om, at landene skal stille med to kandidater.

Ud over kompetence er "balance" ifølge von der Leyen det andet kriterium i sammensætningen af EU-Kommissionen.

- Det er den geografiske balance mellem nord, syd, øst og vest i Europa. Vi er også meget klare om, at der skal være en balance i forhold til politisk tilhørsforhold.

- Derfor skal vi også være balancerede, når det gælder diversitet. Vi skal repræsentere befolkningen i EU. Og halvdelen af befolkningen er kvinder, siger von der Leyen.

Ursula von der Leyen kan dog glæde sig over, at alt tyder på, at tre af de tungeste Bruxelles-poster vil blive besat af kvinder.

Ud over von der Leyen som formand for EU-Kommissionen er Roberta Metsola blevet genvalgt som formand for EU-Parlamentet.

Derudover er Estlands Kaja Kallas indstillet til den indflydelsesrige post som EU's udenrigschef efter Josep Borrell.

Dermed er det "kun" den fjerde toppost som EU's præsident, der denne gang vil blive besat af en mand. Den post går til Portugals tidligere premierminister, Antonio Costa.

I von der Leyens første kommission i 2019 endte kønsbalancen lidt mere ligeligt med 12 kvinder og 15 mænd.

EU har ligestilling mellem kvinder og mænd som en af sine kerneværdier.

/ritzau/