Von der Leyen vil holde sammen på EU og styrke forsvarsindustrien

Ursula von der Leyen vil fokusere på at holdes sammen på EU, opbygge Europas forsvarsindustri og balancere mellem erhvervsinteresser og klima, hvis hun får en ny periode som EU-Kommissionens formand. Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

En ny periode til Ursula von der Leyen vil have et dystert fokus. Forsvarsindustrien skal bygges op, og der skal holdes sammen på et EU truet af splittelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Ursula von der Leyen i 2019 blev EU-Kommissionens formand, kneb hun sig igennem EU-Parlamentet med et flertal på blot ni stemmer.

Hun måtte love en ambitiøs plan for grøn omstilling samt en offensiv tilgang til en udvidelse af EU med nye lande for at få posten.

Mandag var det en langt mere dyster von der Leyen, der meddelte, at hun ønsker en ny periode i spidsen for EU-Kommissionen - og dermed for et EU omgivet af kriser.

- Vi må forsvare os mod splittelse indefra og udefra. Jeg er sikker på, at vi har styrken til at gøre det, og det er den opgave, jeg har sat mig for, sagde von der Leyen mandag på pressemødet i Berlin, hvor hun meddelte sit kandidatur.

Væk var det optimistiske fokus på, hvad EU skal ændre i verden.

I stedet lægger Ursula von der Leyen op til en mere indadvendt dagsorden, der skal imødegå en række af EU's mangler samt udfordringen fra EU-skeptiske politikere fra eksempelvis partiet AfD i Tyskland og Marine Le Pen i Frankrig.

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor landmænd protesterer i flere EU-lande.

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange sagt, at hun ikke er kandidat til en international toppost. Men meldingen fra von der Leyen kan måske alligevel hjælpe hende på vej til at blive formand for Det Europæiske Råd. Hvis konservative von der Leyen bliver EU-Kommissionens formand, vil det nemlig åbne for en socialdemokrat på den anden EU-toppost, vurderer Lykke Friis. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Desuden kan den europæiske forsvarsindustris produktion af ammunition til Ukraine ikke følge med Ruslands.

Forude venter samtidig et valg til EU-Parlamentet, hvor den EU-skeptiske højrefløj ventes at gå markant frem.

Derfor vil prioriteterne for EU ændre sig, hvis Ursula von der Leyen får en ny periode i spidsen for EU's udøvende magt.

Direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, hæfter sig ved, at Ursula von der Leyen vil opprioritere den europæiske forsvarsindustri.

- Hun betoner i den grad forsvaret. Hun mener, at EU skal have en kommissær for forsvar. Altså en kommissær for forsvarsindustrien. Ikke for landenes militære planlægning, siger Lykke Friis.

Ursula von der Leyen vil desuden gå efter at få EU-landene til at bidrage med flere midler til Den Europæiske Fredsfacilitet. Det er den, der har medfinansieret våben til Ukraine.

- Von der Leyen understreger, at EU skal gøre mere, men at det skal gøres i tæt samarbejde med Nato, siger Lykke Friis.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser positivt på en ny periode med von der Leyen som formand for EU-Kommissionen. Hun har vist, at hun er effektiv, mener Løkke. Foto: Yves Herman/Reuters

Det forsvarspolitiske område var slet ikke nævnt i prioriteterne for den nuværende EU-Kommission. Men krigen i Ukraine og udsigten til, at Donald Trump måske bliver USA's næste præsident har udstillet manglerne i EU.

Von der Leyen vil desuden ændre sin tilgang til klima i en eventuel ny periode.

Lykke Friis bider mærke i, at von der Leyen mandag nævnte konkurrenceevne før klima.

Det kan ses som et tegn på, at hensynet til landmænd og industri skal vægte langt højere i klimakampen i de næste fem år.

- Man skal ikke vurdere Ursula von der Leyen på der, hvor hun startede perioden. Dengang var det meget det grønne og klima, der var på dagsordenen.

- Jeg noterer mig, at hun i den grad betoner, at det gælder om at skabe bedre balance mellem konkurrenceevne og klima, siger Lykke Friis.

Hun understreger, at von der Leyen vil fastholde EU's nuværende klimamål. Men industri og landbrug skal inddrages langt mere i, hvordan målene kan indfris.

Det har længe været ventet, at Ursula von der Leyen ville stille op til en ny periode. Mandagens melding er dog ikke ensbetydende med, at hun får posten.

Efter valget til EU-Parlamentet til juni skal hun formelt have opbakning fra EU-landenes stats- og regeringschefer. Det er dem, der indstiller kandidater til posten.

Derefter skal et flertal i det nye EU-Parlament godkende hende, før hun kan fortsætte på posten. Det var her, det var lige ved at gå galt for hende i 2019.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har von der Leyen dog vist, at hun kan være en effektiv formand for EU-Kommissionen.

Derfor vil Danmark formentlig sige ja til en ny periode.

- Det tror jeg er noget, der umiddelbart vil vække positive følelser i Danmark, sagde Løkke mandag.

Hvis konservative von der Leyen får posten, vil det desuden åbne for en socialdemokrat på posten som EU's præsident. Her er statsminister Mette Frederiksen (S) ifølge Lykke Friis et godt bud.

Mette Frederiksen var sidste år på tale som generalsekretær for Nato, men fastslog dengang, at hun ikke var kandidat til en international toppost.

/ritzau/

Læge med syv børn vil lede EU-Kommissionen

* Navn: Ursula Gertrud von der Leyen.

* Født: 8. oktober 1958 (65 år) i Bruxelles.

* Faderen Ernst Albrecht var embedsmand i EU-Kommissionen og senere ministerpræsident i den tyske delstat Niedersachsen.

* Ursula von der Leyen er uddannet læge og har i længere perioder af sit liv boet i Belgien, Storbritannien og USA.

* Hendes politiske karriere startede relativt sent. Hun blev første gang valgt til Niedersachsens parlament i 2003.

* To år senere gjorde forbundskansler Angela Merkel hende til familieminister.

* I 2009 overtog hun posten som arbejds- og socialminister.

* I 2013 blev hun for første gang udpeget som forsvarsminister og blev genudnævnt til posten i 2018.

* I 2019 blev hun udpeget som ny formand for EU-Kommissionen. Det skete efter en aftale mellem Tyskland og Frankrig, selvom hun ikke på forhånd var blandt favoritterne til posten.

* Hun blev i 2019 godkendt af EU-Parlamentet til posten med et smalt flertal på kun ni ekstra stemmer.

* Hun er gift med medicinprofessor Heyko von der Leyen. Parret har syv børn.

Kilder: Politico, NTB, Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu