Vrede bosættere raserer palæstinensiske byer efter skuddrab
Palæstinensiske brandfolk forsøger at slukke en brand i et hus i byen Turmus Ayya. Alene i denne by har vrede israelske bosættere stukket ild til 60 huse, siger lokale myndigheder. Foto: Majdi Mohammed/Ritzau Scanpix
Israelske bosættere stikker ild til palæstinensiske huse, biler og butikker efter drab på fire bosættere.
Hundredvis af israelske bosættere har angrebet palæstinensiske byer og landsbyer på Vestbredden.
Bosætterne har sat ild til butikker, biler, en tankstation, marker og oliventræer, der tilhører palæstinensere.
Det oplyser unavngivne israelske sikkerhedskilder til israelske medier.
En palæstinenser er dræbt af skud, siger sundhedsmyndigheder på Vestbredden. Andre er blevet såret - nogle alvorligt - af skarpe skud.
Alene i den palæstinensiske by Turmus Ayya, der har knap 4000 indbyggere, er der sat ild til mere end 60 huse og 30 biler, siger lokale myndigheder ifølge dpa.
I landsbyen al-Lubban al-Sharqeya, der ligger tæt ved hovedbyen Ramallah, så israelsk politi og militær til, mens store grupper bosættere onsdag morgen stak ild til blandt andet en tankstation, en cementfabrik og adskillige biler.
Det siger formanden for landsbyrådet, Yaqoub Oweis, til nyhedsbureauet AFP.
- Angrebet var uden fortilfælde og unormalt, fortæller han.
- Der var tunge skud, men på grund af mørket kunne vi ikke skelne, om det kom fra bosætterne eller soldaterne.
Israels hær bekræfter, at hundredvis af israelere har sat ild til snesevis af biler og huse alene i Turmus Ayya.
- Hæren fordømmer disse alvorlige voldsepisoder og ødelæggelse af ejendom. Sådanne begivenheder forhindrer hæren og sikkerhedsstyrkerne i at fokusere på hovedopgaven - at opretholde sikkerheden for staten Israel og forhindre terror, hedder det i en meddelelse.
Urolighederne finder sted, dagen efter at fire israelere blev dræbt af to militante palæstinensere i et skudangreb nær bosættelsen Eli på den besatte Vestbred.
Den islamistiske Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gazastriben, siger, at de to gerningsmænd tilhører bevægelsens militære gren.
Begge gerningsmænd blev dræbt efter skudangrebet mod de israelske bosættere.
Hamas havde beordret angrebet som hævn for en israelsk militæraktion mod flygtningelejren Jenin på Vestbredden. Her blev seks palæstinensere dræbt og mindst 90 såret.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde