Vrede over frifindelse spreder sig til USA's storbyer
Foto: Adrees Latif/ Scanpix /Scanpix
Adrees Latif/ Scanpix /Scanpix
Protesterne over den omstridte frifindelse af den private vagtmand George Zimmerman spreder sig til USA's største byer.
Sent søndag aften lokal tid er der opstået sammenstød i USA's næststørste by, Los Angeles, mellem lokalt politi og demonstranter, skriver den amerikanske avis Los Angeles Times.
En person blev arresteret, da adskillige demonstranter kastede med sten mod ordensmagten. Flere steder i byen er trafikken lammet, mens demonstranterne går gennem gaderne.
Ifølge Los Angeles' politi er de fleste demonstranter dog fredelige, men der er også mere aggressive grupper til stede. I 1992 blev byen forvandlet til en krigszone, da en jury frikendte fire politibetjente for at have gennemtævet en afroamerikansk mand.
Samtidig har tusindvis af demonstranter i New York protesteret mod frifindelsen af George Zimmerman.
Mange bar skilte med et portræt af den dræbte teenager Trayvon Martin, og nogle havde hættetrøjer på - magen til den - som teenageren havde på den aften, hvor han blev skudt i februar 2012 i byen Sanford i Florida.
Zimmerman har indrømmet, at han skød Trayvon Martin, men han hævder, at det skete i selvforsvar, da han sidste år patruljerede sit nærområde som frivillig i et naboværn.
Mange har påstået, at Zimmerman, der har en hvid far og en peruansk, mor, havde et racistisk motiv, da han skød Trayvon Martin, der viste sig blot at have været ude for at købe slik og sodavand i den lokale kiosk.
Zimmerman blev frikendt efter den såkaldte stand your ground-lov, der lader tvivlen komme drabsmanden til gode efter forestillingen om, at man har ret til at forsvare sig, hvis man føler sig truet.
Sagen har fået protester til at blusse op i adskillige amerikanske stater - og revet op i landets gamle racesår.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde