Vulkan er gået i udbrud på Reykjanes-halvø i Island
Folk betragter et vulkanudbrud på Reykjanes-halvøen i marts i år. (Arkivfoto). Foto: Ael Kermarec/Ritzau Scanpix
Borgere i Grindavik og ved Den Blå Lagune er onsdag blevet evakueret forud for vulkanudbrud.
En vulkan på Reykjanes-halvøen i Island er gået i udbrud onsdag eftermiddag, viser optagelser fra stedet.
Det skriver Reuters.
Det er femte vulkanudbrud i området siden december.
Ifølge det islandske medie RUV bekræfter Islands Meteorologiske Kontor, at et vulkanudbrud finder sted.
- Et udbrud er begyndt nær Sundhnúk, nord for Grindavík, oplyser det meteorologiske kontor.
Grindavík ligger cirka 40 kilometer sydvest for hovedstaden, Reykjavík.
Tidligere på dagen begyndte myndighederne at evakuere borgere i Grindavík og ved turistattraktionen Den Blå Lagune, da seismisk aktivitet tydede på, at et vulkanudbrud var nært forestående.
Kort tid efter, at udbruddet begyndte, strakte det sig over mere end en kilometer, fortalte Kristín Jónsdóttir, der er geofysiker hos Islands Meteorologiske Kontor.
- Lavaen sprøjter mindst 50 meter op i luften, og sprækken strækker sig over mere end en kilometer, måske halvanden kilometer, sagde hun til RUV.
Siden er udbruddet vokset. Sidst på eftermiddagen oplyser det meteorologiske kontor således til RUV, at sprækken i undergrunden, hvorfra der strømmer lava, er cirka 2,5 kilometer lang.
Ifølge Kristín Jónsdóttir ser udbruddet ud til at være kraftigere end de foregående vulkanudbrud, der har været på stedet.
Lavaen strømmer mod vest i retning af Grindavík.
Der er opsat barrierer, som skal beskytte byen, hvis lavaen når hen til udkanten af Grindavík. Indtil videre er det dog ikke sket.
Foreløbig har vulkanudbruddet ingen konsekvenser for flytrafikken på Island, fremgår det af en opdatering på Keflavík Lufthavns hjemmeside.
Keflavík Lufthavn er Islands internationale lufthavn.
- Et udbrud er begyndt på Reykjanes-halvøen.
- Keflavík Lufthavn er åben og opererer som normalt, skriver lufthavnen, som dog opfordrer passagerer til løbende at holde øje med eventuelle opdateringer om flytrafikken til og fra Island.
Udbruddet begyndte kort før klokken 15 dansk tid.
Det kommer få uger efter, at et andet udbrud, som varede i næsten otte uger, sluttede på Reykjanes-halvøen.
Der bor cirka 30.000 mennesker på halvøen, og siden 2021 har der været otte vulkanudbrud på stedet, skriver Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde