Vulkanramt cementfabrik udløser udgangsforbud på La Palma
Vulkanen Cumbre Vieja på La Palma brød ud den 19. september. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Frygt for spredning af giftige gasser får spanske myndigheder til at beordre tusindvis til at blive hjemme.
Tusindvis af indbyggere på den spanske ø La Palma er blevet beordret til at blive indendørs som følge af et vulkanudbrud.
Lava fra udbruddet, der har været i gang de seneste tre uger, har ødelagt en cementfabrik. Det skaber frygt for giftige gasser.
- Indtil vi kan analysere luftkvaliteten, har vi besluttet at indføre et udgangsforbud, siger Miguel Ángel Morcuende, der er direktør for vulkanberedskabet på De Kanariske Øer, mandag.
Han fortæller, at dele af cementfabrikken allerede er gået tabt i flammerne.
Udgangsforbuddet gælder for mellem 2500 og 3000 mennesker, der bor i nærheden af cementfabrikken på den vestlige del af øen.
Lørdag kollapsede en del af vulkanens kegle og sendte nye floder af lavastrømme ned af skråningerne mod et industriområde.
Fly til øen blev genoptaget lørdag efter to dages afbrydelser på grund af asken fra vulkanen.
Selv om de materielle skader er store, og mere end 1200 bygninger er blevet ødelagt, er ingen meldt såret eller dræbt i naturkatastrofen.
Vulkanudbruddet på La Palma begyndte den 19. september. I alt er mere end 6000 af øens beboere blevet evakueret fra deres hjem.
Området omkring vulkanen Cumbre Vieja er blevet ramt af flere jordskælv.
Det kraftigste skælv havde en beregnet størrelse på 4,3 og blev registreret kort før midnat søndag.
Mandag eftermiddag blev der registreret mindst 40 efterskælv.
Tirsdag i sidste uge erklærede de spanske myndigheder La Palma for et katastrofeområde. Det betyder blandt andet, at der kan frigives økonomisk støtte til øen.
Det er det tredje vulkanudbrud på La Palma, der huser 85.000 mennesker i et århundrede. Det seneste daterer sig tilbage til 1971.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker