Wagner-chef: Putins regering vildleder russerne
Stifteren af den russiske Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, taler med nogle af sine mænd på slagmarken i det østlige Ukraine. Putin vildleder russerne, mener han. (Arkivfoto). Foto: Press Service Of Concord/Reuters
En dag vågner Rusland op og opdager, at Krim også er blevet givet til Ukraine, lyder kritik fra Prigozjin.
Chefen for den private militære russiske Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, er onsdag ude med en ny bredside mod præsident Vladimir Putins regering.
Den vildleder russerne om, hvordan det går med Ukraines offensiv, mener Wagner-chefen.
Putin har gentagne gange sagt på statsligt russisk tv, at Ukraines offensiv har slået fejl.
Men Prigozjin, hvis mænd har kæmpet hårde kampe i månedsvis ved byen Bakhmut i det østlige Ukraine, anklager Ruslands forsvarsministerium for ikke at sige sandheden.
- De vildleder det russiske folk, siger han i en lydbesked på tjenesten Telegram.
Sandheden er, at de russiske styrker har mistet kontrollen med en lang række landsbyer, som ukrainske styrker har generobret, siger Prigozjin.
- Store områder er foræret til fjenden, siger han.
Han tilføjer, at de ukrainske styrker allerede har forsøgt at krydse floden Dnipro, der udgør en del af frontlinjen mellem de stridende parter.
- Alt det er totalt skjult for alle, siger Wagner-chefen.
- En dag vågner Rusland op og opdager, at Krim også er blevet givet til Ukraine.
Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014.
Prigozjin gentager sin kritik om, at de russiske soldater mangler våben og ammunition.
I en udtalelse tidligere onsdag hævdede Putin, at de ukrainske styrker har lidt "alvorlige tab". Han sagde også, at der var en "vis ro" ved fronten.
Fra ukrainsk side har regeringen meldt om visse fremskridt. Otte landsbyer er generobret i de første skridt af modoffensiven.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker