Wagner-gruppen stopper med at tage krigsfanger og dræber i stedet alle
Jevgenij Prigozjin, lederen af den private hær Wagner, er her fotograferet ved en kirkegård foran grave af lejesoldater i den sydlige del af Krasnodar i Rusland. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Blodbadet i Ukraine når nye højder. Lederen af den russiske private hær Wagner siger, at fra nu af er det slut med at tage krigsfanger. Alle bliver dræbt.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Den uhyggelige slagmark ved byen Bakhmut i Ukraine er blevet endnu mere brutal.
Den private russiske hær Wagner, der slås side om side med Ruslands hær mod de ukrainske styrker, stopper med at tage krigsfanger.
Det betyder, at hvis ukrainske stillinger bliver nedkæmpet, og soldaterne overlever og overgiver sig, så bliver de ikke krigsfanger.
Så bliver de dræbt.
Meldingen kommer fra Jevgenij Prigozjin, leder af Wagner-gruppen.
Annonce
- Vi vil dræbe alle på slagmarken. Vi tager ikke længere krigsfanger, siger Progozjin ifølge nyhedsbureauet AFP i en lydoptagelse.
Hans udtalelse er en reaktion på en optagelse, der er bragt på en kanal på det sociale medie Telegram. Kanalen er tilknyttet Wagner-gruppen.
Og ifølge dpa henviser han også til, at der er opsnappet en ukrainsk lydoptagelse fra en samtale over radio, hvor det bliver drøftet, om en tilfangetagen, såret soldat fra Wagner skal skydes.
Annonce
Hvis Wagner begynder at dræbe ukrainske soldater, som overgiver sig, vil det ikke være første gang, at lejesoldaterne i den private hær beskyldes for at bryde krigens love, skriver AFP.
Wagner menes også at have været involveret i konflikterne i Syrien, Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Muligvis er de det stadig, og her er de blevet beskyldt for at have begået overgreb.
I april dukkede en video op, hvor russere angiveligt halshuggede ukrainske fanger.
Prigozjin afviste beskyldninger fra en russisk organisation og en Wagner-afhopper, der sagde, at det var Wagner-soldater, der stod bag halshugningen.
Mandag antydede Antony Blinken, USA's udenrigsminister, at Wagner-gruppen også er aktiv i Sudan, hvor stridende militærstyrker ligger i åben konflikt.
Blinken uddybede ikke, hvad Wagner laver i Sudan, men sagde, at gruppen "ganske enkelt bringer mere død og ødelæggelse med sig", hvor end den bliver involveret.
Russiske soldater, støttet af Wagner-gruppen, har i månedsvis kæmpet med ukrainske styrker om kontrollen med byen Bakhmut i Donetsk i det østlige Ukraine. På billedet kører ukrainske soldater i en aldrende M113, en pansret mandskabsvogn. (Arkivfoto). Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
I Ukraine er Wagner i øjeblikket involveret i det flere måneder lange slag, der har været og stadig er i gang ved Bakhmut i Donetsk i den østlige del af landet.
Wagner har tidligere hentet fanger i russiske fængsler til fronten, hvor fangerne er blevet lovet deres frihed, hvis de slås i seks måneder og stadig lever.
Ukrainske soldater har fortalt, at fangerne ser ud til at blive brugt som kanonføde.
/ritzau/
Krigens regler for krigsfanger
Reglerne for at føre krig står skrevet i Genéve-konventionerne. De fortæller også, hvordan man skal behandle krigsfanger:
* Det er forbudt at dræbe en modstander, der har overgivet sig eller er ukampdygtig.
* Krigsfanger skal behandles humant og har kun pligt til at opgive navn, grad, fødselsdato og tjenestenummer.
* Krigsfanger må ikke holdes fanget som straf. Formålet med tilbageholdelsen er at holde dem uden for kamphandlingerne.
* Krigsfanger har ret til et rimeligt sted at bo og rimelige sanitære forhold. De skal have mad og drikke, og de skal have tøj, som passer til klimaet. Alle krigsfanger har lov til at sende og modtage breve og pakker fra deres nærmeste.
* Sårede og syge soldater skal plejes og hjælpes og i det hele taget behandles medmenneskeligt.
Kilde: Røde Kors
/ritzau/
Bakhmut havde inden krigen godt 70.000 indbyggere. Næsten alle er rejst, og store dele af Bakhmut ligner bygningerne på billedet - ødelagte eller delvist ødelagte. (Arkivfoto). Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Ukrainsk sygehjælper behandler en såret soldat på gaden i Bakhmut. Billedet er fra i søndags. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole