Wagner-leder: Vi er ved at trække os fra Bakhmut
Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, erklærede lørdag i en video, at gruppen havde indtaget Bakhmut. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Wagner-soldater er angiveligt på vej ud af Bakhmut og vil blive erstattet af soldater fra Ruslands hær.
Den private russiske Wagner-gruppe er ved at trække sig fra byen Bakhmut.
Det siger gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, torsdag i en video ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Wagner-soldaterne vil blive erstattet af soldater fra Ruslands hær, lyder det.
- Vi trækker vores enheder fra Bakhmut. Fra klokken fem i morges den 25. maj og frem til 1. juni bliver størstedelen af vores enheder trukket tilbage til lejre længere tilbage. Vi afleverer vores positioner til militæret, siger han.
Nogle af krigens mest blodige slag har fundet sted i den østlige ukrainske by Bakhmut, der ligger i Donetsk-regionen.
Ifølge Prigozjin er 20 procent af de 50.000 fanger, som Wagner har rekrutteret i fængsler, blevet dræbt under kampene i byen. Et lignende antal fra gruppens faste hær har også mistet livet, lyder det.
Det svarer altså til, at cirka 20.000 Wagner-soldater er dræbt ved Bakmut.
Lørdag hævdede Prigozjin, at Wagner-gruppen havde indtaget byen.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, var hurtigt ude med lykønskninger.
- Vladimir Putin ønsker Wagners angrebsgrupper samt alle russiske soldater, som har bistået dem og beskyttet flankerne, tillykke med at færdiggøre aktionen om at befri Artyomovsk, lød det i en udtalelse.
Artyomovsk er det tidligere sovjetiske navn for Bakhmut.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har erkendt, at byen ikke længere ser ud til at være på ukrainske hænder.
- Fra i dag er Bakhmut kun i vores hjerter, sagde Zelenskyj i weekenden.
Jevgenij Prigozjin har under kampen om Bakhmut fremlagt flere forskellige påstande om status. Han har også kritiseret den militære topledelse i Rusland og blandt andet krævet, at gruppen får tilført mere ammunition.
Bakhmut havde før krigen omkring 80.000 indbyggere.
Volodymyr Zelenskyj har tidligere advaret om, at Rusland har en "åben vej" ind i det østlige Ukraine, hvis Bakhmut erobres.
Krigsanalytikere har dog nedtonet byens reelle strategiske betydning.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde