Wammen: Danmark hopper ikke på Englandsbåden
Selvom Danmark og Storbritannien som to EU-lande med forbehold har en form for alliance i EU, understreger europaminister Nicolai Wammen (S), at briterne står alene med ønsket om en folkeafstemning om EU-medlemskabet.
- Vi har ingen planer om at følge Cameron på den vej. Danmark hopper ikke på englandsbåden. Det er i Danmarks interesse at være så tæt knyttet på kernen i EU som muligt, siger Wammen kort efter premierminister David Camerons tale onsdag morgen.
Heri lover Cameron briterne "et enkelt inde-eller-ude valg om at blive i EU på nye betingelser eller helt forlade EU" efter 2015.
Nicolai Wammen håber, at Storbritannien vil "forblive et stærkt og aktivt medlem af EU" og kommer samtidig med en advarsel til Cameron:
- Det står fuldstændig klart, at Camerons kurs betyder, at der vil være usikkerhed om, hvad Storbritanniens rolle fremadrettet vil være, siger Wammen.
Han understreger, at det både er i Storbritanniens og EU's interesser, at briterne fortsat kan kalde sig EU-borgere.
Selvom det også er i Danmarks interesser at have briterne med i samarbejdet, vil det ifølge Wammen ikke svække Danmarks position i EU, hvis briterne ender med at smutte helt.
- Danmark har stærke alliancer med en række andre EU-lande - blandt andet Tyskland, Frankrig, Sverige og Holland. Så det vil ikke ændre på vores EU-kurs, hvis briterne vælger at melde sig ud, siger Wammen.
I sin tale lægger Cameron op til, at han nu vil genforhandle Storbritanniens forhold til EU og på den baggrund lade briterne afgøre, om de vil fortsætte i unionen.
Cameron siger direkte henvendt til sine kolleger rundt omkring i de andre 26 EU-lande, at han godt kan forstå, hvis de er "trætte af Storbritannien", men at han håber, at de vil gå konstruktivt til forhandlingerne.
Nicolai Wammen vil ikke svare konkret på, hvor langt man fra EU's side er villig til at gå på kompromis for at holde briterne i klubben.
- Nu må vi jo afvente et konkret udspil fra Cameron. Det er bare vigtigt at sige, at EU ikke er et tag-selv-bord, hvor man bare kan vælge det, som er nemt - man er også nødt til at være en del af et fællesskab, der træffer svære beslutninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned