WHO-chef: Wuhans udvikling giver resten af verden håb
- I er ikke uovervindelige. Det her virus kan sende jer på hospitalet i flere uger - eller endda dræbe jer, sagde WHO's chef fredag. Beskeden var henvendt til den unge befolkning over hele verden. Foto: Christopher Black/Who/Reuters
Christopher Black/Who/Reuters
Det giver håb til resten af verden, når lande eller byer formår at bekæmpe coronavirus, siger WHO's chef.
Den kinesiske millionby Wuhan, der engang var epicentret for coronavirusudbruddet, symboliserer i dag et glimt af håb.
Sådan lyder det fredag fra den etiopiske generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Hans udmelding kommer, efter at Kinas Nationale Sundhedskommission torsdag for første gang siden udbruddets begyndelse meddelte, at der det seneste døgn ikke var registreret en eneste ny smittet i landet.
- Wuhan giver håb til resten af verden, om at selv den mest alvorlige situation kan overvindes, siger WHO-chefen ved et online pressemøde.
- Vi skal selvfølgelig være forsigtige, for udviklingen kan godt risikere pludselig at gå den anden vej igen. Men oplevelsen af at lande og byer bekæmper virusset giver håb og mod til resten af verden, lyder det.
Wuhan ligger i det centrale Kina i Hubei-provinsen.
Det var herfra, at coronavirusset i slutningen af december sidste år begyndte at sprede sig hastigt. Der er nu bekræftet tilfælde over det meste af kloden.
WHO-chefen siger fredag, at en bekymring nu er, om virusset for alvor bryder løs i lande med et sårbart sundhedssystem.
- Den bekymring er nu blevet meget reel og presserende, siger han.
Selv i de lande er det dog muligt at gøre en forskel, understreger WHO-chefen:
- I modsætning til tidligere pandemier i historien, så har vi mulighed for at ændre, hvilken vej det her kommer til at gå.
Tedros Adhanom Ghebreyesus kommer på pressemødet desuden med en klar besked til den unge befolkning over hele verden.
- I er ikke uovervindelige. Det her virus kan sende jer på hospitalet i flere uger - eller endda dræbe jer, lyder advarslen.
På verdensplan har coronavirusudbruddet på knap tre måneder kostet over 11.000 mennesker livet. Det viser en opgørelse fredag fra det amerikanske Johns Hopkins University, der følger udbruddet tæt.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker