WHO om situationen i Gaza: Tæt på menneskehedens mørkeste stund
Her ses en eksplosion i Khan Younis i det sydlige Gaza tirsdag. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Mens palæstinensiske myndigheder melder om stigende dødstal, advarer WHO om kritisk situation.
Situationen i Gaza under de fortsatte israelske angreb bliver hele tiden værre.
Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisation, WHO, på et pressemøde tirsdag.
Her beskriver Richard Peeperkorn, der er WHO's repræsentant i Gaza, situationen som værende tæt på "menneskehedens mørkeste stund".
- Mange mennesker er desperate og nærmest i en permanent choktilstand, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi er tæt på menneskehedens mørkeste stund, lyder det fra Peeperkorn på en videoforbindelse fra Rafah i det sydlige Gaza.
Imens er der meldinger om intense kampe i netop det sydlige Gaza.
Israelske styrker kæmper således "i hjertet af Khan Younis", som er den store by i det sydlige Gaza.
Det siger den israelske generalmajor Yaron Finkelman ifølge dpa og kalder tirsdag "den mest intense dag siden landoperationens begyndelse".
Ifølge palæstinensiske myndigheder i det Hamas-kontrollerede område er der omfattende civile tab.
Nord for Khan Younis er 45 mennesker blevet dræbt, efter at et luftangreb ramte flere huse. Det siger lederen for Shuhada al-Aqsa-hospitalet i Gaza til nyhedsbureauet Reuters.
I alt er 16.248 blevet dræbt siden krigens begyndelse, oplyser Hamas-regeringen ifølge AFP.
USA har presset på for at få Israel til i højere grad at skåne civile under angrebene.
Israelerne har nu inddelt Gaza i små felter, hvor palæstinensere på et onlinekort kan se, hvilke områder der ikke er sikre at opholde sig i.
Israels hær har sagt, at man på den måde forsøger at undgå store civile tab blandt palæstinenserne.
Men det har også ført til panik og usikkerhed om, hvor man kan flygte hen - samt en kritik, der lyder, at der reelt ikke findes sikre steder i Gaza.
- Disse bombardementer og de meningsløse tab af menneskeliv skal stoppe nu, og vi har brug for en vedvarende våbenhvile, siger Peeperkorn.
Den israelske regerings erklærede mål er helt at eliminere Hamas i Gaza, efter at den militante palæstinensiske bevægelse 7. oktober angreb Israel, dræbte cirka 1200 mennesker og tog omkring 240 gidsler.
Fredag brød en våbenhvile mellem Israel og Hamas sammen. Parterne havde på forhånd annonceret, at pausen i kampene ville blive midlertidig.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker