WHO: Pandemi kostede 14,9 millioner livet

Et offer for coronavirusset begraves ved byen Bekasi på den indonesiske ø Java i februar. WHO's beregninger viser, at antallet af coronadødsfald er langt højere end hidtil antaget. (Arkivfoto). Foto: Rezas/Ritzau Scanpix

De nye tal for WHO i Genève er op mod en tredobling af de hidtidige dødstal for covid-19 pandemien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kostede covid-19-pandemien i 2020 og 2021 mellem 13,3-16,6 millioner mennesker livet.

De nye tal for WHO i Genève er op mod en tredobling af dødstallene, som direkte er blevet tillagt pandemien.

Den længe ventede samlede opgørelse fra WHO omfatter også dødsfald, hvor det er følgevirkninger af covid-19-pandemien, som har kostet menneskeliv. Den sætter dermed krisen ind i et bredere perspektiv end tidligere.

- De nye vurderinger fra WHO viser, at det samlede antal dødsfald knyttet direkte eller indirekte til covid-19 pandemien mellem 1. januar 2020 og 31. december 2021 var på 14,9 millioner (med en margin 13,3 millioner til 16,6 millioner), hedder det i en erklæring fra WHO.

WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, siger, at de nye tal ikke blot udtrykker krisens store omfang. De understreger også, at alle lande må investere i mere modstandskraftige sundhedssystemer, som kan sikre behandling og hjælp under kriser - herunder også bedre informationssystemer.

Pandemiens dødelighed er beregnet ud fra forskelle på antallet af registrerede dødsfald og antallet af dødsfald, som ville have været ventet i den gældende periode, hvis der ikke havde været nogen pandemi.

Højindkomstlande står for 15 procent af overdødeligheden, de øvre mellemindkomstlande 28 procent, de lavere mellemindkomstlande 53 procent, mens lavindkomstlande står for de sidste fire procent.

Det globale dødstal var højere for mænd end for kvinder. Mænd udgør 57 procent og kvinder 43 procent. Dødeligheden var højest blandt ældre.

WHO's datachef, Samira Asma, betegner det som afgørende at opgøre overdødeligheden, hvis man vil forstå pandemien.

Tallene kan hjælpe politikere til at indføre tiltag, der kan begrænse antallet af dødsofre og måske forebygge kriser fremover.

Mange lande har ikke kapacitet til at registrere korrekt, hvilke årsager der ligger bag dødsfald. Derfor er det også svært for WHO at få adgang til den data, der skal bruges for at regne ud, hvad overdødeligheden er.

Eksperter har udviklet en metode til at foretage estimater, hvis der mangler data, forklarer WHO.

Generelt mener WHO, at seks ud af ti dødsfald på verdensplan ikke registreres korrekt.

/ritzau/AFP