WHO udtrykker enorm bekymring over fugleinfluenza hos mennesker
Forskere i beskyttelsesudstyr indsamler 13. marts 2024 prøver fra dyr på Chiles antarktiske område, efter at der er fundet fugleinfluenza. (Arkivfoto). Foto: Instituto Antartico Chileno/Reuters
Fugleinfluenza af typen H5N1 smitter ikke mellem mennesker, men har "ekstraordinært høj dødelighed".
Spredningen af fugleinfluenza til nye arter - heriblandt mennesker - er en "enorm bekymring".
Sådan lyder advarslen fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, torsdag.
Det nuværende udbrud af fugleinfluenza begyndte i 2020. Det har ført til millioner af fugles død.
Men også på landjorden og i havet er dyr blevet ramt af sygdommen, og sidste måned sluttede geder og køer sig til listen over ramte arter.
Den udvikling var overraskende for eksperter, da man hidtil ikke har troet, at køer og geder var modtagelige over for denne type influenza.
WHO-chefforsker Jeremy Farrar siger, at den "store bekymring" er, hvis virusset udvikler sig yderligere - og "ganske afgørende evnen til at bevæge sig fra menneske til menneske".
Indtil videre er der ikke noget bevis for, at virusset H5N1 smitter mellem mennesker.
Men i de hundredvis af tilfælde, hvor mennesker er blevet smittet efter kontakt med dyr, har "dødeligheden været ekstraordinært høj", siger Farrar.
Fra begyndelsen af 2023 til 1. april i år har WHO registreret 463 dødsfald ud af i alt 889 tilfælde blandt mennesker i 23 lande.
Om smitten til nye arter siger Farrar:
- Dette er fortsat en enorm bekymring.
Tidligere på måneden meddelte amerikanske myndigheder, et en person i Texas var ved at komme sig efter smitte fra malkekvæg.
Der var tale om USA's blot anden positive test blandt mennesker.
Det lader til at have været første gang, at et menneske er smittet efter kontakt med et smittet pattedyr.
I Danmark blev risikoen for fugleinfluenza på fjerkræbesætninger onsdag nedjusteret.
Derfor må høns, gæs, ænder og kalkuner fra onsdag igen komme ud i det fri.
Det skrev Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, da trusselsvurderingen for fugleinfluenza fra vilde fugle blev sænket fra høj til middel.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned