Det bedste forsvar er et angreb.
Den klassiske taktik fra sportsverdenen bliver nu også brugt af den omstridte hollandske højrepolitiker Geert Wilders, der mandag stod anklaget ved byretten i Amsterdam for at opildne til had mod muslimer og marokkanske indvandrere i Holland.
Den første ud af planlagt seks retsdage blev således afbrudt, da Wilders forlangte de tre dommere udskiftet på grund af forudindtagede holdninger mod ham.
- Efter min mening er en retfærdig rettergang ikke længere mulig, lød forklaringen fra Wilders.
Forinden havde Wilders fremsat en erklæring i retten, hvor han slog fast, at han står ved sine udtalelser, hvor han blandt andet har kaldt islam for en "fascistisk ideologi" og sammenlignet Koranen med Adolf Hitlers berygtede værk Mein Kampf.
- Ytringsfriheden for 1,5 millioner mennesker er på spil, sagde Wilders med henvisning til stemmetallet for hans Frihedsparti ved det hollandske parlamentsvalg i juni.
Derudover påberåbte han sig retten til ikke at udtale sig. Det afledte en kommentar fra den ledende dommer om, at Wilders før er blevet beskyldt for ikke at ville diskutere sine kontroversielle udtalelser, og at det så ud som om, at han gjorde det igen.
Men dommerens kommentarer er "upassende" og "skandaløse", mener Wilders, som har forlangt nye upartiske dommere.
Et specielt dommerpanel vil tirsdag afgøre, om dommertrioen skal udskiftes, eller om sagen, der er planlagt til at slutte den 4. november, kan fortsætte som planlagt.
Retssagen mod Geert Wilders har fået endnu mere opmærksomhed, efter at Wilders' Frihedsparti i sidste uge indgik en aftale om at agere støtteparti for en ny hollandsk regering. Mandagens retsmøde blev endda vist direkte på hollandsk tv.
Hvis Geert Wilders kendes skyldig i racismeanklagen, risikerer han en bødestraf og op til et års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned