Wilders vinder choksejr ved lokalvalg

Vælgerne i Holland har taget et kraftigt skridt til højre og tildelt Geert Wilders' stærkt højreorienterede og islamkritiske Frihedsparti sejren ved kommunalvalget, som blev det mest nationalistisk prægede af slagsen nogensinde, skriver dagbladet de Volkskrant.

Stemmeafgivelsen i de 394 kommuner anses som en strømpil for parlamentsvalget i juni, hvor Frihedspartiet ifølge de seneste meningsmålinger kan gøre sig håb om at blive landets næststørste parti med mellem 24 til 27 ud af de 150 mandater i underhuset.

Wilders' parti, der "vil stoppe islamiseringen af Holland", stillede kun op i to byer, nemlig Almere og Haag, fordi det var her, Frihedspartiet klarede sig bedst ved EU-parlamentsvalget i fjor.

Og selv om Frihedspartiet ikke nåede op på de spåede 30 procent af stemmerne i de to byer, sender resultatet alligevel chokbølger gennem hollandsk politi. I Almere stemte næsten 22 procent af vælgerne ifølge de foreløbige resultater på Wilders' kandidat, mens det socialdemokratiske PvdA blev nummer to med 18 procents opbakning.

I Haag mistede socialdemokraterne fem mandater, men er med 10 pladser stadig det største parti, dog kun med et snævert forspring ned til Frihedspartiet, som får sin debut i rådhuset med otte mandater.

- Det, der er muligt i Haag og Almere, er muligt i hele landet, jublede Wilders onsdag aften til sine tilhængere i Almere og tilbød alle andre partier koalitionsforhandlinger efter nyvalget 9. juni.

Valget bliver en kendsgerning, efter at den hollandske koalitionsregering brød sammen for halvanden uge siden på grund af en strid om Afghanistan-indsatsen.

Den fungerende regeringschef, Jan Peter Balkenende, erkender, at hans kristeligt demokratiske parti CDA har lidt "beklagelige tab", og han lykønsker Wilders med sejren.

/ritzau/dpa

Højrepolitikeren Geert Wilders og hans Frihedsparti går markant frem ved hollandsk kommunalvalg, som anses som strømpil op til snarligt parlamentsvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret