WTO vedtager historisk handelsaftale
Der er natten til lørdag dansk tid indgået en historisk handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Den globale aftale er faldet på plads efter flere dages hårde forhandlinger på den indonesiske ø Bali mellem ministre og embedsmænd fra hele verden, og den markerer WTO's første globale handelsaftale, siden organisationen blev oprettet i 1995.
I 12 år har medlemmerne af WTO flere gange forgæves forhandlet om en ny aftale. Den nye aftale kan tilføre hundredvis af milliarder af dollar til verdensøkonomien, lyder det.
- For første gang i vores historie har WTO virkelig leveret, siger en tårevædet Roberto Azevedo, der er chef for WTO.
- Denne gang har alle medlemmer stået sammen. Vi har fået "verden" tilbage i Verdenshandelsorganisationen, tilføjer han.
Andre er dog mere skeptiske og sætter spørgsmålstegn ved den nye aftale.
- Det vil af mange regeringer og medier blive fremstillet som en stor, vigtig og positiv begivenhed. Champagnepropperne vil springe, siger Aksel Nærstad fra den norske miljøorganisation Utviklingsfondet ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Men på trods af de positive elementer i aftalen, er der egentlig ikke meget at fejre, tilføjer han.
Aksel Nærstad mener, at det er de rige industrilande, som har størst grund til at juble over aftalen.
Tidligere fredag var der optimisme på mødet, da der tegnede sig en fælles sluttekst, men Cuba og dets allierede i Latinamerika trak i bremsen.
Ifølge nyhedsbureauet NTB truede man med at nedlægge veto mod aftalen, hvis ikke USA hævede sin mangeårige handelsblokade mod Cuba. Men Cuba droppede alligevel at nedlægge veto, og vejen var banet for handelsaftalen.
Indien har tidligere stået i vejen for en aftale, idet inderne har nægtet at gå på kompromis med en politik om fødevarestøtte til millioner af fattige.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned