Xi Jinping og Modi mødes for første gang i fem år
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, og den indiske premierminister, Narendra Modi, ved BRIKS-mødet i Rusland. Foto: China Daily/Reuters
Forholdet mellem Kina og Indien har været anspændt siden en skudveksling i 2020. Nu skal forholdet styrkes.
Kinas præsident, Xi Jinping, og Indiens premierminister, Narendra Modi, har haft deres første formelle møde i fem år.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De to statsledere mødtes onsdag ved BRIKS-mødet, der afholdes i byen Kasan i Rusland fra tirsdag til torsdag i denne uge.
Mødet kommer blot to dage efter, at der ifølge en udmelding fra Indien er blevet indgået en aftale med Kina om at løse den anspændte situation mellem de to lande.
Her meddelte både Modi og Xi, at kommunikationen mellem de to parter skal styrkes, og at konflikterne skal løses, lød det ifølge Reuters til kinesisk stats-tv.
- Vores prioritet bør være at bevare freden ved grænsen. Gensidig tillid, respekt og forståelse bør være grundlaget for vores forhold, sagde premierminister Modi.
Forholdet mellem de to lande har været anspændt siden 2020, hvor mindst 24 soldater blev dræbt i en skudveksling ved landenes fælles grænse i den vestlige Himalaya-region Ladakh.
Siden da er der blevet tilført titusindvis af tropper og våben langs grænsen, og de to statsledere har ikke afholdt bilaterale samtaler.
Modi og Xi er dog stødt på hinanden ved andre arrangementer. Blandt andet BRIKS-mødet der blev afholdt i Johannesburg i 2023.
Den diplomatiske indsats mellem nabolandene er taget til i de seneste par måneder, efter at landenes udenrigsministre mødtes tilbage i juli.
Her blev det aftalt at styrke indsatsen netop med henblik på at lette situationen ved Ladakh.
Den indiske udenrigsminister, Vikram Misri, har ved mødet i Kasan sagt, at der nu er håb for et bedre forhold mellem Kina og Indien.
BRIKS er en interesseorganisation, der oprindeligt har bestået af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
I 2024 blev også De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Etiopien og Iran medlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker