Xi og Putin besegler venskab med pomp, pragt og pandaer
Præsident Xi Jinping og præsident Vladimir Putin - lederne af Rusland og Kina - siger, at deres to lande i dag er tættere på hinanden end nogensinde før. Foto: Maxim Shipenkov/Ritzau Scanpix
Maxim Shipenkov/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident siger under besøg fra kinesisk kollega, at naboskabet er så stærkt som nogensinde.
Lederne af Rusland og Kina siger, at de i dag er tættere på hinanden end nogensinde før. De to store lande lægger op til en udbygning af deres relationer på et tidspunkt, hvor de begge har et anstrengt forhold til USA.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, blev mødt med pomp og pragt, da han ankom til Moskva onsdag for at mødes med præsident Vladimir Putin i Kreml.
Putin siger i en erklæring, som er udsendt til pressen, at naboforholdet mellem Kina og Rusland i de senere år har udviklet sig til at blive tættere end nogensinde før i historien.
Præsident Xi sagde ligesom Putin, at naboforholdet har nået et niveau, som er uden sidestykke i historien. Han fremhævede, at Kina og Rusland hver især er kommet igennem store prøvelser - både ændringer i verdenssituationen og udfordringer inden for deres egne grænser.
Den kinesiske leder var på førstedagen af sit besøg i Bolsjojteatret efter at have ført drøftelser med Putin i Kreml. Torsdag rejser Xi og Putin til Sankt Petersborg. Her skal de deltage i et økonomisk forum og diskutere øget samarbejde.
Rusland har været genstand for omfattende vestlige sanktioner, siden landet annekterede Krimhalvøen i 2015. Russerne har siden i stigende grad rettet blikket østover. Samtidig har de optrappet et økonomisk samarbejde med Kina.
Kina står på sin side midt i en handelskrig med USA. Efter at præsident Donald Trump har indført høje toldsatser på import fra Kina, har kineserne også søgt nye handelspartnere.
Handlen mellem Kina og Rusland blev sidste år øget med 25 procent - til 723 milliarder kroner. Siden 2015 er handlen mellem de to lande næsten blevet fordoblet.
Putins udenrigspolitiske rådgiver Jurij Usjakov siger, at de to præsidenter har indgået en aftale om "globalt partnerskab og strategisk samarbejde". Aftalen skal underskrives under Xis besøg.
Den kinesiske præsident satser også på klassisk pandadiplomati under besøget i Rusland. Han har medbragt to pandaer til zoologisk have i Moskva.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker