Yderligere fire er anholdt i forbindelse med knivdrab i Nice
Torsdag i sidste uge gik en mand til angreb med en kniv og dræbte tre personer i Notre-Dame-kirken i den sydfranske by Nice. I weekenden blev der afholdt en ceremoni til minde om de dræbte. Foto: Eric Gaillard/Reuters
Eric Gaillard/Reuters
Politiet har tidligere anholdt seks personer i sag om knivdrab, hvoraf kun en fortsat er i politiets varetægt.
Yderligere fire personer er tirsdag blevet anholdt i forbindelse med sidste uges knivangreb i Nice, hvor tre personer blev dræbt.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP og tv-stationen BFM TV tirsdag.
Politiet har tidligere anholdt i alt seks personer i forbindelse med angrebet i den sydfranske by torsdag i sidste uge. Kun en af dem er fortsat i politiets varetægt.
Den mistænkte gerningsmand, en 21-årig mand fra Tunesien, er sigtet for at have skåret halsen over på en kvinde og dræbt to andre i kirken Notre Dame i Nice.
Han blev skudt og såret af politiet kort efter angrebet, og han er tirsdag fortsat indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.
Den mistænkte er desuden blevet testet positiv for coronavirus, oplyser en kilde tæt på efterforskningen tirsdag til AFP.
Den 21-årige er ifølge AFP's kilder endnu ikke blevet afhørt, og coronasmitten kan yderligere forsinke afhøringen.
Det er uvist, hvorvidt den mistænkte gerningsmand fik hjælp af andre til angrebet, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har beskrevet som et islamistisk terrorangreb.
En af de fire, der tirsdag er blevet anholdt, er en 29-årig mand, som er under mistanke for at have haft kontakt med den 21-årige mistænkte gerningsmand.
Den 21-årige ankom fra Tunesien til den italienske ø Lampedusa 20. september, hvorfra han rejste videre til Frankrig.
Ifølge italienske medier blev han sat i karantæne sammen med omkring 400 andre migranter, der var om bord på en færge, før de fik lov at gå i land i Italien 9. oktober.
Efterforskningen viser ifølge AFP, at manden ankom til Nice den 27. oktober, blot to dage før knivangrebet.
Situationen i Frankrig har været højspændt, siden tegninger af profeten Muhammed blev genoptrykt i satiremagasinet Charlie Hebdo i begyndelsen af september.
Siden da er Frankrig blevet udsat for flere angreb, herunder halshugningen af en skolelærer i udkanten af hovedstaden Paris.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker