Yemen forpurrer al-Qaeda-plan om kapring

Yemenitiske sikkerhedsstyrker har forpurret en al-Qaeda-plan om at kapre et olie- og gaseksportanlæg og en provinshovedstad i den østlige del af landet, siger en regeringsembedsmand onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rajeh Badi, der er presserådgiver for Yemens premierminister Mohammed Salem Basindwa siger, at planen gik ud på, at snesevis af militante al-Qaeda-folk i yemenitiske militæruniformer ville storme anlæggene natten til søndag og kapre dem.

- Målet for planen var at indtage al-Dabbah olieeksportterminalen i Hadramout-provinsen og Belhaf gaseksportanlæg samt byen Mukalla, siger Badi til nyhedsbureauet Reuters med henvisning til provinshovedstaden i Hadramout.

Han siger, at planen blev afværget ved at udstationere ekstra mandskab rundt om de anlæg, der var udset som mål og ved at forbyde alle adgang til områderne.

USA har evakueret en stor del af den amerikanske, diplomatiske stab ud af Yemen, ligesom amerikanske statsborgere er blevet opfordret til øjeblikkeligt at forlade landet efter advarsler om mulige angreb.

Det fik Washington til for leden at lukke ambassader og konsulater i hele Mellemøsten.

Andre vestlige lande, heriblandt Storbritannien, Frankrig, Holland og Norge, har også lukket deres ambassader i Sanaa, og nogen af dem har evakueret deres medarbejdere.

Det står ikke umiddelbart klart, om det forpurrede angreb hænger sammen med disse sikkerhedsforanstaltninger.

Yemen, der er et af de fattigste arabiske lande, er base for al-Qaedas gren på Den Arabiske Halvø, AQAP.

Der er tale om en af netværkets mest aktive grene, der er grundlagt af Osama bin Laden, og militante har foretaget angreb mod Vesten med udgangspunkt i Yemen.

/ritzau/Reuters