Yemenitisk fly med 150 om bord styrtet ned

Et fly fra det yemenitiske selskab Yemenia Air er styrtet ned ved øgruppen Comorerne med 150 mennesker om bord.

Skæbnen er endnu ukendt for de 150 mennesker, som var om bord på det fly fra det yemenitiske luftfartsselskab Yemenia Air, der er forulykket ved øgruppen Comorerne.
- Vi ved ikke, om der er nogen overlevende blandt de 150 mennesker på flyet, siger en højtstående regeringskilde tirsdag til nyhedsbureauet Reuters.
Øgruppen Comorerne ligger i Det Indiske Ocean, men der er stadig ingen meldinger om, hvor det forulykkede fly var på vej hen.
Styrtet sker mindre end en måned efter, at et Air France fly på vej fra Rio de Janeiro til Paris styrtede i Atlanterhavet og tog 228 mennesker med i døden.
/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret