Yemens politi skyder løs på demonstranter

Mindst tre personer blev dræbt og op imod 100 såret, da politiet tirsdag åbnede ild mod demonstranter i Yemens hovedstad, Sanaa, og i Taiz, længere mod syd i det arabiske land.

Blodsudgydelserne fandt sted i forbindelse med demonstrationer de to steder, hvor folk krævede, at Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, træder tilbage. Han har været ved magten i landet i 32 år.

To blev dræbt og næsten 100 ramt af skud, da uropoliti forsøgte at forhindre demonstranter i at marchere i retning af Zubeiri-gaden i Saana. Dermed kom de nemlig for tæt på vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadis bolig i området.

Mindst en blev dræbt under en demonstration i Taiz, ca. 200 km syd for Sanaa. Øjenvidner oplyser, at politiet også her skød vilkårligt mod demonstranterne, der kræver, præsidenten træder tilbage.

Yemens opposition holder stejlt på, at præsident Saleh skal træde tilbage øjeblikkeligt. Den havde egentlig krævet, at det skete inden de drøftelser mellem mæglere fra Golfen og regeringen i Sanaa, der startede tirsdag.

Flere end 125 mennesker er dræbt i forbindelse med protestaktionerne, som brød ud i hele den ludfattige nation i slutningen af januar.

/ritzau/Reuters

Uropoliti i Yemen skyder mod demonstranter, der kræver landets mangeårige præsidents afgang, og dræber tre.

Offentliggjort Sidst opdateret