En videooptagelse af en israelsk soldat, der danser rundt om en kvindelig arabisk fange, har skabt furore i palæstinensiske kredse, efter at den blev offentlig kendt. Den kvindelige fange, der bærer tørklæde, har sine hænder bundne og har bind for øjnene.
Videoklippet, der blev vist på den private israelske tv-station Kanal 10 mandag aften, viser en soldat, som danser hoverende omkring kvinden til tonerne af en arabisk melodi.
De palæstinensiske selvstyremyndigheder fordømte tirsdag videoen, som de kaldte "dybt stødende mod kvindens værdighed".
- Dette er en oprørende illustration af besættelsesstyrkernes syge mentalitet. Dette er ikke en isoleret episode, hedder det blandt andet i en erklæring fra den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad.
Israels hær insisterer på, at der er tale om en "isoleret" episode, men siger, at militærpolitiet har indledt en undersøgelse af sagen.
- Israels Forsvarsstyrker tager afstand fra handlinger som dem vist i videoerne, hedder det i en erklæring fra hæren, der henviser til et ikke nærmere specificeret antal videooptagelser.
- Videoerne er isolerede tilfælde og repræsenterer ikke Israels Forsvarsstyrker som helhed, fastslår hæren.
Menneskeretsgrupper har i forbindelse med tidligere lignende sager kritiseret Israels militær for at huse en kultur, der betragter palæstinensere som genstande snarere end mennesker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker