Zelaya i eksil i Mexico

Den detroniserede præsident i Honduras, Manuel Zelaya, har planlagt at forlade landet for drage i eksil i Mexico.

- Han rejser udenlands i dag (onsdag, red.). Han forlader landet af egen vilje, siger en politiker tæt på Zelaya.

Zelaya har de sidste knap tre måneder opholdt sig på Brasiliens ambassade i Honduras' hovedstad, Tegucigalpa. I juni blev han fjernet fra magten ved et militærkup.

En kilde i den mexicanske regering bekræfter, at Zelaya vil komme til landet onsdag aften lokal tid, og lederen af Honduras' luftfartsmyndigheder fortæller, at et mexicansk fly er sendt i luftet for at hente den tidligere præsident.

En talsmand for facto-regeringen i Honduras siger samtidig, at Zelaya er garanteret fri passage ud af landet.

Dermed kan vejen være banet for et gennembrud i den politiske krise i Honduras, der brød ud efter kuppet i sommer, hvor Roberto Micheletti blev indsat som midlertidig præsident.

Sidenhen har Zelaya forgæves forsøgt at vende tilbage til magten ved at indgå en aftale med Micheletti.

I sidste uge led Zelayas bestræbelser imidlertid et alvorligt knæk, da det blev vedtaget i Honduras' parlament, at han ikke kan genindtage præsidentembedet.

Ved et regulært præsidentvalg den 29. november pegede honduranerne på Porfirio Lobo som landets nye præsident. Hverken Micheletti eller Zelaya opstillede ved valget, som mange lande endnu ikke har anerkendt.

/ritzau/Reuters

Honduras' tidligere præsident Manuel Zelaya går i eksil i Mexico. Et fly er på vej for at hente ham, og de facto-regeringen lover fri passage ud af landet.

Offentliggjort Sidst opdateret