Zelenskij: Vi har forsinket Ruslands plan om at vælte mig
En ukrainsk soldat i Kiev. Foto: Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Ifølge præsident har Ukraine kontrol over Kiev. Forlænget udgangsforbud i hovedstaden skal beskytte borgere.
Ukrainske styrker har forsinket Ruslands forsøg på at overtage Kiev og vælte præsidenten.
Sådan lyder budskabet fra præsidenten selv, Volodimir Zelenskij, lørdag. Ifølge Zelenskij ønsker Rusland at afsætte ham og etablere en satellitstat.
- Vi har forpurret deres plan, siger præsidenten i en video.
I videoen understreger han, at den ukrainske hær har kontrol over Kiev og vigtige byer omkring hovedstaden. Natten til lørdag indledte Rusland ellers en offensiv mod Kiev.
Præsidenten melder, at ukrainere har kæmpet mod russiske styrker i en lang række byer. Det gælder blandt andet den sydlige by Odessa, den nordøstlige by Kharkiv og hovedstaden Kiev.
Vestlige byer, herunder Lviv nær den polske grænse, er blevet udsat for luftangreb, siger han.
I Kiev har borgmesteren lørdag annonceret et udgangsforbud. Det betyder, at borgere skal blive indendørs fra klokken 17.00-08.00. Før lørdag var udgangsforbuddet fra 22.00-07.00.
Borgmesteren advarer om, at de, der bryder udgangsforbuddet, vil blive betragtet som "fjender".
Der bor omkring tre millioner i Kiev. Udgangsforbuddet er for at beskytte byen og dets borgere, meddeler borgmesteren.
Torsdag indledte Rusland en invasion af Ukraine. Det skete efter lang tids optræk, hvor vestlige lande havde advaret mod en nært forestående invasion.
Rusland havde gentagne gange afvist at have sådanne planer.
Den ukrainske præsident sender lørdag en tak til de russere, der taler imod krigen. Det har flere russiske idrætsudøvere gjort, ligesom tusinder har russere har været på gaden i protester.
Zelenskij opfordrer dem til at fortsætte modstanden.
- Jo hurtigere I fortæller jeres regering, at krigen skal stoppe øjeblikkeligt, jo flere af jeres folk vil overleve, siger han.
Lørdag har Ukraines sundhedsminister oplyst, at mindst 198 civile ukrainere har mistet livet under krigen.
Dmitrij Peskov, talsperson for Ruslands præsidentkontor, anklager lørdag Ukraine for at forlænge de militære kampe. Han siger, at Ukraine har nægtet at forhandle.
Derfor fortsætter de russiske styrker fra lørdag eftermiddag deres fremfærd i Ukraine, lyder det.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker