Zelenskyj åbner døren for alternativ til Nato-medlemskab
Volodymyr Zelenskyj talte tirsdag over videolink i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Ukraine vil måske gå efter at garantere sin sikkerhed på andre måder end via Nato-medlemskab, siger præsident.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag luftet muligheden for at finde alternativer til et medlemskab af forsvarsalliancen Nato.
Det sker ved et møde i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force, JEF.
I en videotale siger den ukrainske præsident således, at ukrainerne måske skal på jagt efter sikkerhedsgarantier i stedet for et reelt Nato-medlemskab.
- Hvis der ikke er nogen åbne døre, så må vi samarbejde med dem, vi kan, og som vil hjælpe os og beskytte os.
- Så må vi få separate garantier, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Et potentielt ukrainsk Nato-medlemskab er et centralt stridspunkt i de spændinger, der har ført til en krig mellem Rusland og Ukraine.
Ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil det udgøre en sikkerhedsrisiko for Rusland, hvis Ukraine bliver optaget i Nato. Han har derfor forlangt en garanti fra alliancen om, at det aldrig sker.
En sådan garanti har Nato nægtet at give.
Et Nato-medlemskab er omvendt heller ikke lige på trapperne. Det anerkender Volodymyr Zelenskyj i sin videotale tirsdag.
- Ukraine er ikke medlem af Nato. Det forstår vi godt. Vi har hørt i årevis, at dørene er åbne. Men vi har også fået at vide, at vi ikke kan tilslutte os. Det er sandheden, og det må vi anerkende, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da Ukraine ikke er en del af den vestlige forsvarsalliance Nato, vil alliancen ikke sende soldater ind i Ukraine for at hjælpe med at bekæmpe Rusland.
På tirsdagens møde i JEF opfordrede Zelenskyj også en stribe lande - herunder Danmark - til at sende flere våben til Ukraine.
- Vi er alle mål for Rusland, og alt vil gå imod Europa, hvis ikke Ukraine holder stand. Hjælp jer selv ved at hjælpe os, sagde præsidenten i en tale til ledere og forsvarsministre fra de nordiske og baltiske lande.
Danmark var repræsenteret ved forsvarsminister Morten Bødskov (S).
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker