Zelenskyj advarer EU-ledere mod at give Putin et tilfreds smil

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer EU-lederne mod at opgive den ventede beslutning om at give Ukraine optagelsesforhandlinger. Ungarn blokerer dog på EU-topmødet i Bruxelles (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

EU bør vise beslutsomhed og åbne for optagelsesforhandlinger med Ukraine, siger Zelenskyj til EU-topmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraines store ønske på denne uges EU-topmøde er grønt lys til optagelsesforhandlinger med EU.

Det bør EU-landene levere - ikke kun af hensyn til Ukraine, men også for at sende et signal til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

I en videotransmitteret tale til EU-topmødet siger han:

- Det er meget vigtigt, at Europa ikke falder tilbage i ubeslutsomhed i dag. Ingen ønsker at se Europa som utroværdig, siger Zelenskyj.

Dermed lægger han fornyet pres på de 27 EU-lande ved indgangen til det, der tegner til at blive et svært topmøde.

EU-Kommissionen har indstillet, at EU-lederne siger ja til optagelsesforhandlinger med Ukraine. Men ét land står i vejen: Ungarn.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, gentog dog på vej ind til mødet, at Ukraine efter hans opfattelse ikke er klar til at få optagelsesforhandlinger. Derfor vil han fastholde sit nej.

- Hvis man ikke lever op til kravene, så kan det ikke komme på tale at påbegynde snakke om medlemskab, sagde Viktor Orbán.

Modstanden fra Ungarn bør dog ikke føre til, at Ukraine går glip af muligheden for at komme tættere på EU, mener Zelenskyj.

- Befolkningerne i Europa vil ikke kunne forstå, hvis Putins tilfredse smil bliver belønningen for et møde i Bruxelles, siger Zelenskyj i talen til topmødet.

I talen understreger Zelenskyj, at "Europa er gået igennem dette år med værdighed".

- Der var ikke nogen fejhed og ingen ubeslutsomhed. Og Putin har ikke vundet noget i løbet af året. Hverken i slagene mod Ukraine, eller i hans forsøg på at opdele og nedgøre europæerne, siger Zelenskyj.

Ligesom statsminister Mette Frederiksen betoner Zelenskyj dog, at det er en historisk dag, hvor det vil blive registreret, hvem der kæmpede for hvad.

- Uanset, om det er godt eller dårligt for os, så vil historien indfange alting. Hvert et ord, hvert et skridt, enhver handling eller mangel på handling, siger Zelenskyj.

Mette Frederiksen sagde på vej ind til mødet, at Danmark ikke vil stå på den forkerte side af historien.

- Hvis Europa vakler i vores opbakning til Ukraine, hvad er Europa så?

- Hvis ikke vi har evnen og viljen til at forsvare os selv som europæere, så er der ikke meget tilbage, hvis I spørger mig. Danmark vakler ikke en millimeter i forhold til vores støtte til Ukraine, sagde Mette Frederiksen.

/ritzau/