Zelenskyj advarer: Rusland kan bruge kemiske våben
I en tale mandag aften advarer Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, om, at Rusland kan finde på at bruge kemiske våben i Ukraine. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters
Ingen uafhængige kilder har bekræftet, at Rusland har brugt kemiske våben i Ukraine.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i en tale mandag aften, at der er en risiko for, at Rusland vil bruge kemiske våben mod Ukraine.
Mandag har der været meldinger om brug af en "ukendt substans", der kan være kemiske våben, i Mariupol. Ingen af disse meldinger er dog blevet bekræftet.
Den ukrainske præsident sagde ikke i sin tale mandag, at der var blevet brugt kemiske våben.
Men Zelenskyj opfordrer vestlige lande til at indføre sanktioner mod Rusland, der vil afskrække landet fra overhovedet at tale om at bruge den slags våben.
- Jeg vil gerne minde verdenslederne om, at mulig brug af kemiske våben af det russiske militær allerede er blevet diskuteret.
- Allerede på det tidspunkt betød det, at det var nødvendigt at reagere på Ruslands aggression på en hårdere og hurtigere måde, siger han.
Fra borgmesteren i Mariupols kontor lyder det, at meldingerne om et kemisk angreb ikke er bekræftet.
Man håber dog at kunne give detaljer og klarhed i sagen på et senere tidspunkt.
Fra pressetalsmand i Pentagon John Kirby lyder det, at USA er bekendt med meldingerne om brug af kemiske våben.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke bekræfte det, og vi vil fortsætte med at overvåge situationen tæt.
- Disse meldinger er, hvis de er sande, dybt bekymrende og et billede på de bekymringer, vi har haft om Ruslands potentiale til at bruge en række kemikalier til oprørskontrol herunder tåregas blandet med kemiske stoffer, siger han.
Også den britiske udenrigsminister, Liz Truss, har kommenteret meldingerne om brug af kemiske våben.
Hun skriver på Twitter, at Storbritannien sammen med allierede arbejder på at verificere oplysningerne.
– Enhver brug af den slags våben er en hjerteløs eskalation af konflikten, og vi vil stille Putin og hans regime til ansvar, skriver hun.
Krigsførelse med kemiske eller biologiske våben er forbudt ifølge internationale traktater og konventioner
Den ukrainske præsident mener, at man bør indføre sanktioner mod Rusland, der er så hårde, at landet ikke engang vil overveje at bruge kemiske våben.
- En olieembargo mod Rusland er nødvendig. Enhver sanktionspakke, der ikke påvirker olie, modtages med et smil i Moskva, siger præsidenten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned