Zelenskyj bekræfter at en ukrainsk modoffensiv er i gang
Ukrainske soldater der jubler nær fronten ved byen Bakhmut i det østlige Ukraine. Her fortsætter nogle af krigens hårdeste kampe. Foto: Viacheslav Ratynskyi/Reuters
Ukraines præsident siger, at hans militære kommandanter er tilfredse, selv om Putin taler om ukrainsk fiasko.
En ukrainsk modoffensiv "finder sted", siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lørdag.
Men han vil ikke bekræfte, i hvilket stadie modoffensiven er.
- En modoffensiv og forsvarsaktioner finder sted i Ukraine. Men jeg vil ikke tale om det mere detaljeret, siger Zelenskyj på et pressemøde i Kyiv sammen med den besøgende canadiske premierminister, Justin Trudeau.
En journalist beder ham om en kommentar til, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at den længe ventede ukrainske modoffensiv allerede er slået fejl.
- Det er interessant, hvad Putin har at sige om vores modoffensiv. Det er vigtigt, at Rusland hele tiden får at føle, at de - efter min mening - ikke har lang tid igen, svarer han.
Zelenskyj fortæller, at han dagligt er i kontakt med sine militære kommandanter. Blandt dem hærchef Valery Zaluzjnyj. Og "alle er de positive, så fortæl det til Putin".
En ukrainsk modoffensiv har været ventet siden foråret. Hæren i Ukraine er blevet kraftigt forstærket, efter Nato-lande har doneret store mængder af udstyr, heriblandt Leopard-kampvogne, raketter og luftværnsbatteier.
Ruslands præsident bekræftede fredag, at Ukraines styrker har forsøgt at rykke frem.
- Ukraines væbnede styrkers offensiv er gået i gang, sagde Putin ifølge avisen The Guardian.
- Det kan bevises ved deres brug af strategiske reserver, sagde han på optagelser på mediet Telegram.
Han påstod samtidig, at Ukraine ikke har haft held med modoffensiven.
- Alle forsøg på en modoffensiv har slået fejl indtil videre. Men det ukrainske regimes angrebspotentiale er stadig intakt, advarede Putin.
Vestlige militære eksperter melder om kampe ved Bakhmut i Donetsk-regionen, ved byen Kreminna, i det sydvestlige Donetsk samt i regionen Saporosje.
Ifølge det britiske forsvarsministerium har Ukraines hær "formentlig gjort gode fremskridt i nogle områder, men at fremskridtene er langsommere i andre".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet